Aktivisten Annie Leonards betegnelse for den mentale muskel, vi bruger, når vi handler på vores borgerlyst.

Ligesom alle andre muskler skal også borgermusklen trænes og holdes ved lige. Men mens mange bruger mange timer om ugen på at træne deres kroppe, glemmer de fleste at holde deres borgermuskler i form. Og bliver de ikke trænet, sygner borgermusklerne lige så stille hen. Så bliver det stadigt mere uoverskueligt at komme igang og at nå fra tanke til handling. Men ligesom med fysisk træning gælder det om at acceptere, at man ikke bare kan løbe en marathon fra den ene dag til den anden. Det kræver træning - og i nogen tilfælde kræver det genoptræning af ting, vi har mestret tidligere i livet, men pludselig mistede grebet om, fordi vi fik for travlt med at bygge rede, arbejde, få hverdagen til at hænge sammen.

Det samme gælder faktisk mange af vores andre muskler. Det kræver tålmodig træning – eller genoptræning – at vænne sig til livet i beta. At turde være voksen nybegynder. At give sig hen til det lystfyldte, fortryllende, nydelsesfulde, sanselige.

Men det er aldrig for sent, og man skal som bekendt lære hele livet. Og to gode steder at træne sine borgermuskler er engagementstrappens trappetræning, hvor det er helt i orden, at man starter på det nederste nysgerrige uforpligtende trin, mens man lige finder ud af, om det overhovedet er noget for en – og træningen af det makroskopiske blik, der gør det nemmere at finde frem til de helt små handlinger, man selv kan tage fat på i hverdagen for at påvirke de store strukturer, der ellers kan forekomme så uoverskuelige. Og få os til at føle os så afmægtige.