Den første uge i 2026 sagde jeg ikke et ord. Jeg mistede stemmen fuldstændig nytårsnat klokken ca 3 – og den vendte først så småt tilbage en uge senere.

Jeg var ikke bare hæs. Stemmen var bare væk. Helt væk. Så mit år startede bogstaveligt talt med en uges silent retreat.

Jeg nød at hellige mig min skrivning, de lange tankerækker, de kreative sysler. Men den forgangne uges påtvungne tavshed, fik mig alligevel til at indse, hvor stor mental forskel der er på ikke at sige et kvæk, fordi jeg ikke har brug for at sige kvæk – og ikke at sige et kvæk fordi jeg ikke kan sige et kvæk. Og det satte en masse tanker i gang. Både fagligt og socialt.  

Nytårsaften introducerede jeg mine gæster til et lille nyt samtaleeksperiment, som både de og jeg blev begejstrede for. Så det deler jeg lige opskriften på her – fordi det i sagens natur også kan bruges til alt muligt end nytår…

”Det er faktisk dejligt at bo lidt mere centralt”, svarer jeg ofte lidt drillende, når folk spørger, om ikke Kerteminde er forfærdeligt langt væk.

For i bund og grund kan man jo ikke besvare det spørgsmål, uden at spørge: ”Langt væk fra hvad?” Og dermed også gøre sig nogle overvejelser om, hvem eller hvad man allerhelst være tæt på eller bo midt i. Hvad er center og hvad er periferi?

Den største udfordring er – ikke spor overraskende – at jeg ikke længere bor lige rundt om hjørnet fra mine nærmeste.

Men den positive overraskelse er, at det ikke nødvendigvis betyder, at jeg ser mine nærmeste markant mindre, end dengang vi boede lige rundt om hjørnet fra hinanden. I dag ses vi bare på en anden måde, end dengang jeg boede på Nørrebro.

Dengang min bror og jeg blev gamle nok til at flytte fra reden, flyttede mine forældre også hjemmefra. Først fire år til Moskva. Så seks år til Beijing.

De havde sådan ca den alder, jeg har nu. I begyndelsen af 50’erne. Og for os som unge voksne var det simpelthen så livsbekræftende at se dem blomstre fuldstændig op. Mange af vores venners forældre begyndte på samme tidspunkt at synke dybt i sofaerne, som om deres liv nu var under afvikling og det mest sindsoprivende, der var i vente, var udsigten til eventuelle børnebørn. Mens mine forældre forekom nyforelskede og kastede sig nysgerrigt ud i at lære nye sprog, kulturer og traditioner at kende.

Og hvorfor skriver jeg så om noget, der ligger 25 år tilbage og foregik ude i den store verden, midt i mine essays om Livet i Skoven?

Det gør jeg, fordi jeg hørte altid tankevækkende og livskloge Pernille Melsted udfolde Jungs begreb LEBENSWENDE som en tilgang til overgangsalderen. Hun talte blandt andet om at skabe sit et atrium for sit lebenswende. Og på mange måder er både mine forældres rejser ud i verden og min egen flytning til skoven en slags atrier for Lebenswende.

I disse dage er ikke alene 5 år siden, jeg flyttede til Kerteminde. Det er OGSÅ 5 år siden, at mit første større samtalespil Genopbyggerne udkom.

Det var nogle ret heftige dage lige omkring 1. december 2020. Nøje planlagt, så jeg kunne pakke flyttekasserne, mens Genopbyggerne var i trykken. Være i København i de intense dage, hvor de kom fra tryk og vi skulle pakke de mange hundrede forudbestilte eksemplarer. Og så pakke mit liv ud i Kerteminde, kun afbrudt af de pakningen og afsendelsen af de mange pakker, jeg dagligt sendte i de dage op til den helt særlige jul og nytår i 2020, hvor alle var tvunget til at nytænke traditionerne under coronanedlukningerne.

Jeg har lige haft en lang snak med skorstensfejeren, der fik mig til at tænke på de Richard Scarry-bøger, jeg slugte i min barndom. Gennem nuttede dyretegninger lærte man om alle de forskellige håndværk og funktioner der skal til for, at en by… et samfund…verden… hænger sammen. Eller rettere hang sammen. For selvom bogen skildrer en travl by i USA i 1968, svarede tegningerne (bortset fra dyremotiverne, naturligvis) stort set til den verden, jeg voksede op i.

Det var lidt ligesom i Kardemommeby lavede skomag’ren dansesko og bag’ren bagte brød; der var stadig masser af små specialforretninger, hvor stolte håndværkere kunne rådgive om selv de mest nørdede spørgsmål og man kunne tydeligt se, hvilken type håndværk mange af de voksne excellerede i ud fra deres påklædning.

Men det er længe siden den travle by har set ud som i Richard Scarrys bøger. Som det blev nævnt mange gange under den nyligt overståede kommunalvalgkamp, har de færreste af dem, der  udfører noget af den travle bys vigtigste arbejde – sygeplejersker, lærere og sosu-medarbejdere – længere råd til selv at bo i byen. Og selvom Ruben Bollings satiretegning, der ledsager dette opslag, naturligvis er satire, er det alligevel meget præcist ramt, at byen i stedet bebos af ”Web design complicator so that users will accidentially click on adds” og ”Fart-sound app-maker”.

Et af mine yndlingskort fra samtalespillet Genopbyggerne er No 49: NYBEGYNDER

Spørgsmålet lyder: "Hvis du skulle lære noget helt nyt nu, hvad skulle det så være? Hvorfor? Hvem kan lære dig det?"

Noget af det helt fortryllende ved at være flyttet til et – for mig – helt nyt sted og bo på en helt anden måde er, at jeg på næsten daglig basis er nybegynder igen. Jeg elskede sådan set mit københavnerliv, men jeg følte også, at jeg efterhånden blevet lidt "sat". Det meste kørte bare derudad. Det var rigtig gode ting. Jeg bemærkede og begreb dem bare ikke lige så meget længere, fordi de efterhånden var variationer over velkendte temaer. Og derfor værdsatte jeg dem heller ikke helt så meget, som jeg egentlig gerne ville. Og som de fortjente.

Da jeg flyttede til Kerteminde føltes det meste i livet helt nyt igen. Jeg følte mig også selv helt ny igen. Det var skønt at være et ubeskrevet blad. Og selvom jeg hører til dem, der gladelig omfavner at blive ældre og mit ansigts og kroppens naturlige aldring, var det skønt med denne mentale foryngelseskur.

Jo mere, man opholder sig i mørket, jo bedre bliver ens nattesyn. Jo flere konturer kan man skimte. Jo bedre bliver man til at skelne mellem gråtonerne. Til at se alt det umiddelbart usynlige, der lever og lyser midt i mørket.  

 Det fjerne mørke føles farligt. Når man hengiver sig til mørket, omfavner det en.

Jeg har altid været lidt forelsket i København. Så jeg forstår godt, at folk kigger undrende på mig, når jeg fortæller, at jeg er flyttet ud i skoven ved Kerteminde og spørger: ”Savner du ikke København?” De tilføjer ovenikøbet tit: ”Jeg har altid tænkt på dig, som indbegrebet af en bybo.”

Det helt ærlige svar er: ”Nej. Jeg savner ikke at BO i København. Men til gengæld nyder jeg nu igen København meget mere, end jeg gjorde de sidste år, jeg boede her.”

Efter 5 år i skoven har jeg opdaget, hvor meget mental båndbredde, jeg tidligere har brugt på at færdes gennem byen. En bølgebevægelse, jeg ellers elsker - men som jeg åbenbart også har brugt ufatteligt mange kræfter på.

I morgen er det præcis 5 år siden, jeg flyttede ind i det smukke gamle kuskehus på Lundsgaard Gods ved Kerteminde.

Jeg kom direkte fra den dejlige lejlighed ved Sankt Hans Torv på Nørrebro, hvor jeg i over 25 år har følt mig som en naturligt integreret del af byens bankende hjerte og nydt dens puls. For at lade mig omfavne af skovens dybe stille ro.

En beslutning, der på den mest forunderlige har forandret min hverdag, mit virke og min måde at være i verden. Har forandret mig.

Forandringer og eftertanker, jeg i løbet af december vil prøve at indfange i en stribe små essays.

Det første handler om, hvordan vekselvirkningen mellem skoven og byen føles som et meget livgivende, uendeligt dybt åndedræt

Hvis vi gerne vil forandre verden til det bedre, er vi nødt til at lade nye ideer udspringe af vores forundrings- og forestillingsevne. Det kan være svært at sætte ord på vores længsler, drømme og håb i dagligdagens samtaler. Men de stramme, trygge rammer ved concopiske samtaler gør os mere modige og ansporer os til at dele vores vigtige tanker og inspirerende livserfaringer med hinanden.

I løbet af en rigtig god samtale holder samtalepartnerne for en stund hinandens tankegods, livserfaringer og indsigter i deres hænder. Og i spændingsfeltet mellem dem opstår der noget helt særligt, ingen af dem ville være nået frem til alene. Det er dyrebare stunder, vi værner alt for lidt om.

Her skitserer jeg 10 skridt på vejen mod en ny samtaleetikette, der kan bidrage til at genopbygge vores skrantende samtalekultur.

I dag er det præcis 15 år siden, Andreas Lloyd og jeg skød Samfundslaboratoriet Borgerlyst i gang. I dette opslag samler jeg højkoncentreret tankerne om alt det jeg har lært, oplevet og erfaret gennem de 15 år, udkrystalliserer der sig en vigtig erkendelse: at det, der i dette tilfælde gør så stor en forskel netop er, at det professionelle og det personlige plan gennem Borgerlyst – for mig – har vist sig at være så nøje forbundne.

Mindeord om Jytte Abildstrøms helt særlige evne til at genfortrylle verden omkring sig - og at gøre bittesmå kolibrier til noget kæmpestort

Siden jeg var en lille pige har jeg lidt af guldaldermisundelse: Længslen efter at leve i en tid, hvor alle omkring mig gjorde sig umage for at gøre alt det, de var bedst til - og dele det med hinanden for at styrke den faglige krydsbestøvning. Den længsel er grundlaget for, at jeg mange år senere grundlagde Samtidens Akademi for at nytænke og genfortrylle verden sammen med mine samtidige.