LIVET I SKOVEN 2: DEN MENTALE BÅNDBREDDE

Jeg påbegyndte dette essay mens jeg spiste morgenmad på et af mine foretrukne steder i København. Der var en hyggelig mumlen fra medgæsterne. Døren gik op og i mens en jævn strøm af københavnere bestilte kaffe med på farten eller påbegyndte dagen med en stille stund ved at bordene sammen med venner eller kolleger inden dagen for alvor gik i gang.

Jeg sad ved mit foretrukne bord, hvor jeg rigtigt kunne følge med i cykelmyldretiden. Jeg har altid elsket at sidde med den slags voyeur-udsigter. Jeg holder utroligt meget af både at iagttage folk og at overhøre deres samtaler – og jeg nyder at mærke byens puls.

Men samtidig blandede en løvblæser og en fejemaskine sig i lydsporet, og i løbet af de 100 meters gang derhen, nåede jeg flere gange at tænke over, hvor markant meget mere mental båndbredde jeg bruger på at bevæge mig i byen end i skoven.

På den ene side elsker jeg de mange indtryk, og de er en vigtig del af livets dybe åndedræt. De fylder mig med med inspiration. Jeg ånder dem dybt ind. Og er derfor helt bevidst en af de få, der bevæger mig gennem byen uden hovedtelefoner, fordi jeg elsker at overhøre brudstykker af andres samtaler. At være der, hvor jeg er – uden at lade min telefon eller en podcast bringe mig så mange andre steder hen, at jeg ikke ænser menneskene og de potentielle eventyr omkring mig.

Men det har også været vildt at opdage, hvor meget mental båndbredde, jeg i min tidligere Nørrebro-tilværelse har brugt alene på at smyge mig smidigt omkring de andre på fortovet. Holde øje med trafikken fra alle mulige og umulige retninger på samme tid, notere mig skiftende vejarbejder, valgplakater, menukort, streetart, skilte og modediller. Den konstante vurdering af, om det uventede, der venter forude er et faresignal eller begyndelsen på et helt vidunderligt eventyr. 

For nogle år siden så jeg et virkelig godt talkshow med den amerikanske komiker Fran Lebowitz, der fortalte, hvor meget hun elskede kunsten at bevæge sig mellem andre mennesker, da hun først flyttede til New York. Jeg genkendte på et dybt plan denne begejstring fra mine første besøg i New York i begyndelsen af 1990’erne. Den glidende fornemmelse af at følge denne menneskebølge, hvor alle ubesværet navigerede mellem hinanden. Hvor man på den ene side kunne forsvinde umærkeligt i menneskehavet, men samtidig var en vigtig del af det.

Det var noget af det, jeg plejede at elske ved byen. Også København, selvom skalaen selvfølgelig var meget mindre. Men den bølgende fornemmelse gik tabt i takt med mobiltelefonernes indtog. For når alle kapsler sig inde i deres skærme og høreværn, bliver bølgen opløst til partikler, der indimellem bevæger sig helt uforudsigeligt og helt har mistet fornemmelsen af bevægelserne omkring dem. De bratte opbremsninger det forårsager på fortovet og cykelstierne, har ødelagt min glæde ved at bevæge mig gennem byen. Lidt på samme måde som konstante sms-lyde og pludseligt illuminerede skærme ødelægger vores koncentration, samvær og samtaler, betyder de brudte bølgebevægelserne gennem byen, at vi pludselig bruger uforholdsmæssigt meget båndbredde på at bevæge os mellem hinanden.

Hvorfor skulle det nu være vigtigt, kan man spørge sig selv. Og det står selvfølgelig enhver frit for at vurdere, hvad man synes, der gør livet værd at leve.

Men personligt føler jeg mig sjældent mere i live, end når jeg skaber plads til de lange tankerækker, sammenhængende tid til at skrive og tænke. Alle de synapser og erkendelser, der opstår, når jeg tager mig tid til at skrive mig ud. Blot det, at jeg nu i et par dage primært har arbejdet med at nedfælde disse essays om livet i skoven gør, at jeg opdaget nye forbindelser og fået nogle langt dybere erkendelser, end jeg havde, da jeg gik i gang. Det er ellers ting, jeg har tænkt meget, grundigt og længe over – og alligevel sker der noget helt andet med stoffet, tankevirksomheden og iderigdommen, når jeg endelig tager mig sammenhængende tid til at fordybe mig i det.

Det er alle de erkendelser og alle de dybder vi – for nu at sætte det på spidsen – i stigende grad går glip af, når vi forledes til at tro, at AI kan gøre selve tænke- og erkendelsesarbejdet for os. Så risikerer vi aldrig selv at nå så meget dybere, end bare lige at skrabe overfladen. Men hvor er det dog en fornøjelse, når man i stedet selv folder sit fulde register ud. Går på opdagelse i sine indre biblioteker. Dykker dybt i mindernes juvelskrin. Udforsker hele sin mentale båndbreddes spektrum.