Livet i skoven # 1: det dybe åndedræt

I morgen er det præcis 5 år siden, jeg flyttede ind i det smukke gamle kuskehus på Lundsgaard Gods ved Kerteminde.

Jeg kom direkte fra den dejlige lejlighed ved Sankt Hans Torv på Nørrebro, hvor jeg i over 25 år har følt mig som en naturligt integreret del af byens bankende hjerte og nydt dens puls. For at lade mig omfavne af skovens dybe stille ro.

En beslutning, der på den mest forunderlige har forandret min hverdag, mit virke og min måde at være i verden. Har forandret mig.

Forandringer og eftertanker, jeg i løbet af december vil prøve at indfange i en stribe små essays.

Det første handler om, hvordan vekselvirkningen mellem skoven og byen føles som et meget livgivende, uendeligt dybt åndedræt:

Jeg har altid elsket tanken om, at ordet ”inspiration” kommer af det latinske ord ”Inspirare” og derfor helt bogstaveligt talt betyder ”at indånde” og at ”puste liv i”.

Og det har jeg tænkt meget over i den seneste dage, hvor 5-årsdagen for min flytning til Kerteminde har fremkaldt de helt dybe tankerækker om, hvordan skiftet i omgivelser fra Nørrebros sitren til skovens dybe stille ro har forandre mig.

For min fabelagtige yogalærer her i det fynske – Bettie Holmboe Westergaard – har for nylig introduceret mig til ”Det fysiologiske Suk”. En helt særlig form for dybt åndedræt, hvor man på toppen af sin dybe indånding tager en ekstra lille vejrtrækning, holder en pause og så ånder så langsomt ud med åben mund, at det næsten umærkeligt føles, som når man dugger en rude foran sig. Det giver en helt særlig ro på nerverne og ilter hele systemet indefra på en måde, så man kan nøjes med ca 5 åndedrag i minuttet sammenlignet med de 12 til 14 vejrtrækninger de fleste os normalt tager, når åndedrættet flyder frit.   

Og det fik mig pludselig til at forstå, hvorfor min nuværende vekselvirkning mellem livet i skoven og mine hyppige ture til København fungerer så meget bedre for mig, end dengang københavner-livet var min hverdag og jeg tog på hyppige ture op til sommerhuset eller ud i skoven. Dem nød jeg også i fulde drag – men jeg opnåede kun meget sjældent den samme dybe indre ro, der præger min dagligdag nu.

For på rigtig mange måder føles min nye tilværelse som et vidunderligt langvarigt fysiologisk suk, der bekommer mig ufatteligt godt.

Mine hyppige ture til København føles som de dybe vildt inspirerende indåndinger. In-spi-ra-re. De ilter min hjerne alle byens, samtalernes, udstillingernes, menneskemødernes sansebombardement. Nye indsigter, masser af impulser, min hjerne, der bobler over af nye ideer. Som jeg til gengæld aldrig har tid til rigtigt at fordybe mig i, følge op på, udvikle, udfolde eller marinere, mens jeg i Københavner-indåndingen springer fra aftale til aftale, møde til møde, udstilling til udstilling. In-spi-ra-tion til in-spi-ra-tion.

På turen hjem påbegynder jeg den langsomme udånding. Samler tankerne. Omstiller mig indefra. Så når jeg ankommer herhjemme, fremkalder både kroppen og sindet helt af sig selv et inderligt, dybt, glædens suk.

Den meget lange udånding, hvor alle indtrykkene får lov at marinere længe, forbinde sig på helt nye måder og flette sig sammen til de lange, dybe tankerækker, jeg altid har levet og åndet for. Med samfundets hastige acceleration omkring mig, bliver jeg stadigt mere frustreret over at blive afbrudt i mine lange tankerækker. Men her i skoven kan tankerne få lov at flyde uafbrudt og ofte uendeligt længe.

Her sker der for så vidt også en masse. Det der sker, foregår bare på en helt anden måde. For der er ofte tale om meget subtile forandringer, man slet ikke hverken hører, ser eller sanser, hvis tempoet er for højt. Hvis man har sin opmærksomhed alle andre steder, end lige netop her. Jeg oplever en overraskende glæde ved naturens på mange måder forholdsvis forudsigelige forandringer og årstidernes faste rytme. Det har helt sikkert også noget med min efterhånden fremskredne alder at gøre. Men jeg oplever pludselig en inderlig glæde ved at gense præcis de samme steder, træer, sten, jordvolde igen og igen og følge de subtile forandringer alt efter årstiden, tidspunktet på døgnet, vejret. Alt det, der trods årets forholdsvis faste gang, alligevel gør hvert år til sit helt eget.

Fornemmelsen af pludselig at opdage nye subtile sider af mit eget sanseapparat, minder mig om dengang, jeg som ganske ung tog et kursus i Vipassana-meditation udenfor en lille indisk by. Her mediterede jeg 10 timer om dagen i 10 dage uden anden in-spi-ra-tion end mit eget åndedræt. I de 10 dage måtte jeg hverken læse, skrive eller kigge nogle af de andre i øjnene. Der var ingen krydderier i maden, fordi det ville kunne distrahere vores tanker og påvirke vores sanseapparat for meget. Så altid foregik i skarp kontrast til de par måneder, jeg på det tidspunkt har rejst rundt i Indiens forunderlige sansebombardement. Jeg kom lige fra vildt pulserende Delhis dufte, farveorgier og konstante tilråb til den dybe indre stilhed. Mine smagsløg vænnede sig til at kunne smage de fineste nuancer i den ukrydrede mad. Min hjerne faldt fuldstændig til ro. Jeg kunne mærke de mindste nuancer af mit åndedræt i næseborene.

Det der gjorde det allerstørste indtryk på mig var, at jeg gennem hele forløbet havde følt mig stærkt forbundet til to af de indiske kvinder, der sad omkring mig. Jeg anede ikke, hvordan de så ud eller hvor gamle de var, for vi måtte ikke kigge på hinanden. Selvom jeg aldrig så meget som havde set dem i øjnene. Da vi efter 10 dage endelig måtte tale sammen, søgte vi straks hinanden og omfavnede hinanden varmt. Vi kendte allerede på et dybt plan.

Men det viste sig, at vi kunne ikke tale sammen i traditionel forstand. For vi havde ikke noget fælles sprog. De talte ikke engelsk – jeg talte ikke hindi. Og nu hvor vi pludselig ville have kunnet tale sammen, hvis blot vi havde talt samme sprog, rejste en markant sprogbarriere sig. Der var ingen tvivl om, at vores sjæle stadig følte sig forbundne på nogle meget dybe planer, som vi slet ikke er i stand til opdage eller mærke i vores dagligliv, hvor udseende, alder, ord, dialekter, sprog stiller nogle barrierer op, fordi de larmer meget mere. Men vi følte os lidt hjælpeløse, så snart samtalerne mellem alle de andre begyndte at larme omkring os.

Når jeg nævner dette i forbindelse med mit dybe åndedræt i skoven er det, fordi jeg her vitterligt oplever, hvordan de dybe udåndinger skærper mit sanseapparats. Nu hvor jeg selv er langt mere stille inden i er jeg langt bedre i stand til at opfange – og glæde mig over – de mikroskopiske forandringer, jeg ikke var i stand til at opfange, før jeg selv blev mere stille indeni. Lyde, mine ører ikke tidligere ville have været i stand til at høre. Og jeg mærker også, hvordan fasanerne, råvildtet, de sorte egern, småfuglene, pindsvinene, sommerfuglene mærker min stilhed, så de om ikke ligefrem glemmer, at jeg er her, så i hvert fald tør komme overraskende tæt på.    

Jeg ville på ingen måde være bylivets in-spi-ra-tion foruden. Den er også en livgivende del af mit åndedræt og mit virke. Men hvor er det dog en velsignelse, at skoves dybe udåndinger og skærpede sanseapparat giver mig mulighed for at bygge og brygge videre på alle inspirationerne med den dybde og tankevidde de fortjener.