OM FORUNDRING, FORESTILLINGSEVNE OG FORBUNDETHED 🍁

Folk spørger ganske ofte, om jeg virkelig tror, Concopia kan redde verden. Og nej, desværre tror jeg ikke, at "Reconnecting humanity through conversations" er nok i sig selv. Der skal meget mere til. På alle mulige forskellige niveauer og måder.

Men jeg TROR på, at concopiske samtaler er et godt sted at starte. Fordi de:

🌱 fremmer vores forståelse for hinandens perspektiver, og dermed modvirker den dybt bekymrende polarisering.

📚 inviterer os på opdagelsesrejse i hinandens indre biblioteker og ansporer os til at dele vores livserfaringer og alt det, vi har lært og kært. For det er vigtigt, at vi stadig prompter hinandens menneskelige intelligens. Og formår at forblive i al den kompleksitet, uforudsigelighed, respektfulde uenighed og eftertænksomhed menneskeligt samvær byder på.

🪄 genoptræner vores evne til at nytænke og genfortrylle verden. Alt det, Flemming Møldrup så smukt udfolder i dette fine indlæg om FORESTILLINGSEVNEN.

For ja! I alle de år, jeg har arbejdet med Borgerlyst og handlekraft i hverdagen, har jeg set et tydeligt mønster: De stærkeste initiativer - der ikke blot byder på lappeløsninger, men introducerer noget fantastisk, vi aldrig har set magen til før - udspringer direkte af initiativtagerens forundrings- og forestillingsevne.

Kimen til noget stort spirer i os alle sammen

Som salonnière ved hundredevis af samtalesaloner har jeg bevidnet, at der i de fleste af os spirer en dyb undren, der rummer kimen til de smukkeste initiativer. Men vi sætter alt for sjældent ord på dem i dagligdagen - men så snart en salonnière eller et concopiakort har skabt de trygge rammer, hvor man ved, at der er plads til at folde tankerne ud og tid til at lytte respektfuldt til hinanden, vælder det frem med en berusende kraft. Det er så forløsende både at turde sætte ord på og at lytte til hinandens længsler, drømme og håb. Mærke de dybe indre genklange. Opdage, at vi slet ikke er alene. Finde og forbinde os med hinanden.

Den faglige krydsbestøvning, der opstår når mennesker med vidt forskellige baggrunde, aldre, interesser og ståsteder mødes, hjælper os ikke alene med trykprøve tankerne udenfor vores eget ekkokammer – her møder vi også ofte nogle af dem, der kan støtte os undervejs. Nogle gange med vigtige læringer om, hvordan andre har grebet svære problemstillinger an. Nogle gange med de trøstende skuldre, de fleste af os jævnligt får brug for, når vi bevæger os gennem ukendt terræn. Andre gange med økonomisk eller praktisk hjælp.

Samtidig hjælper de concopiske samtaler os med at se, hvordan de initiativer, der umiddelbart synes uendeligt små, på hver deres vis bidrager til at løse problemstillinger, der ellers forekommer uoverskueligt store. Det bringer håb at vide, at ingen af behøver udvikle umbraco-nøglen, der løser alle verdens problemer: Vores forbundne borgerlyst og forestillingsevne er ligesom svampenes mycelium dybt forbundne under jorden. I et kolossalt netværk, hvor vi tilsammen løfter verden. 🦋