LIVET I SKOVEN 3: GENFORELSKET I KØBENHAVN
Jeg har altid været lidt forelsket i København. Så jeg forstår godt, at folk kigger undrende på mig, når jeg fortæller, at jeg er flyttet ud i skoven ved Kerteminde og spørger: ”Savner du ikke København?” De tilføjer ovenikøbet tit: ”Jeg har altid tænkt på dig, som indbegrebet af en bybo.”
Det helt ærlige svar er: ”Nej. Jeg savner ikke at BO i København. Men til gengæld nyder jeg nu igen København meget mere, end jeg gjorde de sidste år, jeg boede her.”
For det har vist sig at være uventet magisk at være stamgæst i en by, jeg på den ene side kender ud og ind – og på anden side opdager på en helt ny måde nu, hvor jeg bor hos skiftende venner og på skiftende hoteller i de forskellige kvarterer. Jeg kom for eksempel aldrig så meget på Vesterbro, dengang jeg boede på Nørrebro, som jeg gør nu, hvor flere af mine foretrukne hoteller ligger på Vesterbro.
Når jeg på den måde rykker rundt i byen, skaber det mange skønne anledninger til at finde nye stamsteder, som jeg glæder mig til at gengæste, når jeg overnatter lige rundt om hjørnet, og det i nogle dage er netop derfra, min verden går. Udsigterne fra de forskellige hotelværelser viser sig mig udsnit af byen fra vinkler, jeg aldrig før har set. Det føjer nye dybder til mit indre landkort, giver mig aha-oplevelser af, hvordan nogle af byens vartegn, bygningskomplekser og færdselsårer er forbundet.
Samtidig får jeg markant oftere ”tidsdiamanter” foræret i København nu, end da jeg boede der. ”Tidsdiamanter” er et begreb, jeg har lært af min dejlige veninde Lene Tolstrup Christensen, og det dækker over de uforudsigelige stunder, man en gang imellem får foræret, når en aftale bliver ændret, så man pludselig får foræret et par uventede timer. Pointen er, at man skal huske at ære disse særlige tidslommer, ved at besøge en udstilling, spontanmødes med en ven, tage sig tid til at sidde længe på en god bænk – alt muligt andet, end bare at lade den opsluge af hverdagens trivialiteter eller synke ind i et af de sociale mediers endeløse kaninhuller. Og der opstår automatisk mange tidsdiamanter i mine københavnerdage, fordi jeg efter det første års øvelse, har lært, at jeg ikke må pakke min københavnerkalender for tæt. For så risikerer jeg at være overstimuleret inden jeg når til de programpunkter, jeg egentlig er herovre for. Derfor indlægger jeg nu bevidst nogle ret lange pauser, som jeg venter med at fylde ud, til jeg ved, hvordan dagsformen er. Ofte fylder jeg dem slet ikke ud, og nogle gange kan de ikke fyldes med så kort varsel. Teknisk set tror jeg ikke tæller som tidsdiamanter, fordi jeg reelt selv har skabt dem – men de føles sådan, fordi jeg i København ikke længere bare cykler hjem og har en masse praktiske ting i hus og hjem, jeg så begynder at ordne. Jeg bruger virkelig de tidslommer til at tage på udstillinger, snuserundt rundt i boghandlere og specialbutikker, sætte mig ind Glyptotekets vinterhave, sidde på en cafe og læse i timevis over en masse kopper kaffe, hoppe spontant ind til en film i Grand, jeg opdager skal til at starte 5 minutter efter, jeg tilfældigt gik forbi, gå kringlende omvejsture i solen... Alt det, jeg elsker at gøre, når jeg gæster en fremmed by, men helt klart fik gjort for lidt i København, da jeg boede i København.
Det føles paradoksalt, men er nu hvor min tid i København er mere begrænset, er jeg på en pudsig måde blevet bedre til at ”bruge byen” med bevidst. Egentlig er det banalt – det svarer til, at man ofte har endevendt fremmede byers museer, gennemtravet deres parker og besøgt deres skønneste cafeer og restauranter, mens man i sin egen by lidt glemmer at komme afsted, fordi man kommer til at tage det lidt for givet, når det hele tiden er tilgængeligt.
For selvom jeg boede midt i det hele og var en mere end almindeligt kulturel københavner, havde jeg jo trods alt hverken tid, overskud eller råd, for den sags skyld, til at ”bruge byen” og benytte sig at alle dens tilbud, hver eneste dag. Jeg skulle jo også puste ud ind i mellem. Men nu hvor livet i skoven byder på så mange lange udåndinger, og min mentale båndbredde er blevet markant udvidet
Nu hvor jeg her sjældnere, har jeg både mentalt og økonomisk overskud til at nyde godt af alt det gode, når jeg er der. Jeg sætter pris på det på en helt anden måde – lidt ligesom klicheen om, at man ikke ville nyde juletiden lige så intenst, hvis det var jul hver dag. Nu når jeg at glæde mig til alle Københavns lyksaligheder, og sætter virkelig pris på det, når jeg er midt i det hele.
Jeg har altid været lidt forelsket i København. Men de sidste år jeg boede her, var der for meget, der var begyndt at gå mig på. Og jeg havde ikke lyst til at blive hende den sure gamle dame. Så ville jeg hellere flytte mig og lade byen leve og udvikle sig, og nyde alle Københavns lyksaligheder, når jeg er her. Og tænk, det flyt havde en nærmest magisk virkning: Så snart jeg ikke længere boede her, forsvandt alle mine irritationer som ved et trylleslag. Og nu kan jeg som hyppig stamgæst igen nyde alle byen lyksaligheder. Og føle mig helt genforelsket i København.