LIVET I SKOVEN 4: AT OMFAVNE MØRKET
”Bliver det ikke meget mørkt om vinteren?”, gyser de fleste, når jeg fortæller, at jeg bor midt i skoven.
Og det korte svar er: ”Jo”. Der er mørkt. Bælgravende mørkt. Men det egentlige svar, jeg næsten altid har lyst til at tilføje er: ”Vidunderligt mørkt”. For hvor kommer egentlig denne opfattelse fra, om at mørket i sig selv er skidt?
Efter 5 år i skoven, må jeg sige, at jeg i dag til enhver tid foretrækker en regnvejrsdag i skoven i november fremfor en regnvejrsdag på Nørrebrogade i november.
Hvorfor? Fordi jeg i virkeligheden har jeg altid fundet det vemodigt, at byens lys slukker stjernehimmelen. For det dybe mørke rummer en helt særlig poesi.
Fordi jeg længe inden jeg så meget som var begyndt at overveje at flytte i skoven, var begyndt at følge lydkunstnergruppen MYRKR, der gennem deres poetiske mørkevandringer genvakte min længsel efter mørket. Ikke mindst lærte de mig om det gamle begreb ”at holde mørkning” – en daglig markering af overgangen fra dag til aften i tiden før det elektriske lys fik os til at glemme alt om den blå times særlige magi.
Forleden svingede jeg spontant ind forbi Jørn Lunds forunderlige ”Reservat for Truede Ord” i Nivågårdsamlingens park – og smilede lidt vemodigt, da jeg på et af skiltene så ”At holde mørkning”. For jeg vil vurdere, at ”at holde mørkning” ikke alene er et truet ord. Det er så godt som uddødt. En daglig stund for eftertænksomhed, sanselighed, samvær, naturforbundethed og fortryllelse, der efterhånden er gledet fuldstændig ud af vores bevidsthed.
Hvorfor? Fordi jeg tror, at de fleste af os længes efter denne mørkning på et meget dybt plan, som vi ikke længere har ord for, fordi det nu er så mange generationer siden, at det elektriske lys vænnede os af med at værne om mørket.
Stjernehimlene – og dermed stjernevrimlene – herude er fænomenalt smukke. Og det samme er fuldmånenætterne, der gemmer på eventyr, jeg aldrig har oplevet i byen. Jeg anede ikke, at der kunne blive SÅ lyst midt om natten. Dette sølvfarvede lys, der er helt umuligt at indfange på kamera. De lange måneskyggers marionetteater. Fornemmelsen af, at elverpiger danser og sølverklokkeklang klirrer overalt. Og få ting bringer så stort et smil frem på mine læber som den dag, jeg fortalte netop dét til min bror, og min skønne dengang meget lille nevø begyndte at synge ”Der er ingenting i mørket så stille som sne” – og det glædede mig dybt inde i hjertet, at han så umiddelbart fangede den reference.
Ligeså meget som jeg nu fuldstændig omfavner mørket, er der faktisk noget, der midt i novembermørkets ellers så Nordbrandtske uendelighed, har overrasket mig meget:
Faktisk er november i skoven uventet lys. For når bladene falder af træerne, når solens stråler pludselig helt ned i skovbunden igen, som var det anemonetid, før bøgenes kroner lukker sig foroven. Pludselig glimter solen igen mellem stammerne, jeg har kig til havet fra haven og huset og solopgangen rødmer i øst.
I de mørke måneder er jeg i tættere kontakt med fuglene igen, fordi de søger mod huset for at finde al den føde, jeg hænger ud til dem og alle de overskydende æbler, der får lov at hænge som gyldne julekugler på grenene. Og reelt er der mange flere af de der helt frostklare solskinsdage, der kalder på rimfrostsafari, end man sådan lige går og bilder sig selv ind. Her hører jeg sjældent Nordbrandts november, november, november for mit indre øre. Men derimod Bjørnvigs smukke sang ”Mørk er november, da må vore hjerter selv på lyse”. For lys er november også indimellem. Overraskende lys.
Lige nu er jeg i gang med at læse bogen Mørkemanifestet, der handler om konsekvenserne for både dyr, insekter og mennesker af al vores lysforurening. Og jeg tænker over det hver gang mine overnattende gæster kommer let fortumlede ned om morgenen og siger, at de har sovet så skønt. ”Hvor er her dog vidunderligt stille og dejligt mørkt”, siger de.
Jo mere, man opholder sig i mørket, jo bedre bliver ens nattesyn. Jo flere konturer kan man skimte. Jo bedre bliver man til at skelne mellem gråtonerne. Til at se alt det umiddelbart usynlige, der lever og lyser midt i mørket.
Det fjerne mørke føles farligt. Når man hengiver sig til mørket, omfavner det en.