LIVET I SKOVEN # 5: VOKSEN NYBEGYNDER
Et af mine yndlingskort fra Genopbyggerne er No 49: NYBEGYNDER
Spørgsmålet lyder: "Hvis du skulle lære noget helt nyt nu, hvad skulle det så være? Hvorfor? Hvem kan lære dig det?"
Noget af det helt fortryllende ved at være flyttet til et – for mig – helt nyt sted og bo på en helt anden måde er, at jeg på næsten daglig basis er nybegynder igen. Jeg elskede sådan set mit københavnerliv, men jeg følte også, at jeg efterhånden blevet lidt "sat". Det meste kørte bare derudad. Det var rigtig gode ting. Jeg bemærkede og begreb dem bare ikke lige så meget længere, fordi de efterhånden var variationer over velkendte temaer. Og derfor værdsatte jeg dem heller ikke helt så meget, som jeg egentlig gerne ville. Og som de fortjente.
Da jeg flyttede til Kerteminde føltes det meste i livet helt nyt igen. Jeg følte mig også selv helt ny igen. Det var skønt at være et ubeskrevet blad. Og selvom jeg hører til dem, der gladelig omfavner at blive ældre og mit ansigts og kroppens naturlige aldring, var det skønt med denne mentale foryngelseskur. Fordi jeg nu igen bemærker, begriber og værdsætter livets små detaljer. Fordi førstegangsoplevelserne igen står i kø. Og fordi jeg er nødt til at lære alt muligt nyt om, hvordan man passer have, tilbereder fasaner og indretter sin hverdag.
Pludselig er kalenderen ikke længere bare opdelt i vinter, forår, sommer og vinter, men i mikroårstider. Der er de dage, hvor hvor rabarbernes skyder op gennem jorden som rødsprængte knytnæver; atter andre, der er præget af æbletræernes yndefald; løvfaldets lysninger. Sommerfuglene flagrer i mængder og variationer, jeg aldrig før har set herhjemme, og som kun lader sig gøre, fordi jeg bor midt på et økologisk drevet gods, så biodiversiteten får lov at blomstre i miles omkreds. Jo mere jeg lytter til småfuglenes morgenkoncerter, jo bedre bliver jeg til at forstå deres sange. Og jo mere jeg bor blandt træerne, jo bedre forstår jeg deres underjordiske forbundethed.
Det er som om jeg er i gang med lære en helt ny ABC – og som på mange måder føles som en omvandrende udgave af Shëkufe Heibergs vidunderlige ”Ordbog over livets verber”, hvor hun laver verber ud af alverdens begreber og derigennem beskriver, hvad det for eksempel vil sige, ”At ahorne”: At danne håndfligede blade. At udstyre sine frø med en propel, der kan sende frøet langt. At blive solid blandt træer.” Det er begejstrende at lære, ligesom det engang var at knække læsekoden.
Jeg vidste mere om kornsorter, træsorter og landbrug end de fleste byboere, da jeg flyttede herover, fordi min farmor og farfar var fra landet og ofte tog mig under vingerne og med ud i naturen, da jeg var barn. Men jeg lærer nu om økologisk drift, skovbrug og regenerativt landbrug på et helt nyt niveau, fordi jeg pludselig kender mange forskellige eksperter indenfor feltet, som jeg kan spørge, når jeg er i tvivl om, hvordan jeg selv gør noget i haven eller undrer mig over et fænomen, jeg opdager i skoven. Og mens jeg selv går og sår føler jeg mig forbundet til min farmor og farfar – og generationerne før dem – igen på en måde, jeg ellers ikke have oplevet i mange år.
Hele den gamle sangskat, hvoraf mange af teksterne har siddet på rydraden siden 1. klasse, bliver pludselig meget konkret, fordi jeg med egne øjne ser marken blive majet, hører ugler tude blandt frostens tågevinger og helt fysisk ryster æbletræerne og lader en del blive liggende, som fuglene også kan blive mætte.
Jeg har lært helt utroligt meget om musik, siden jeg flyttede herover, fordi den tidligere kostald er blevet omdannet til en koncertsal med et imponerende program indenfor både jazz og kammermusik. Og selvom jeg betragtede mig selv som en vældig kulturel københavner, gik jeg dog aldrig til koncerter med den samme høje frekvens, som jeg gør nu. Og jeg var heller ikke nær så opsøgende på andre navne og genrer, som jeg automatisk bliver, når jeg stort set altid bare går de par hundrede meter op ad skovstien, når der er koncert – og lytter åbent. Så jeg har virkelig fået trænet mine ører og nuanceret min viden om især klassisk musik på de fem år.
Havde det ikke været for koncertsalen her, ville jeg nogensinde have opdaget, hvor glad jeg for eksempel er for Shostakovich. Og det samme gælder faktisk mange andre aspekter af tilværelsen. Jeg har generelt mere luft i livet, efter jeg er flyttet herover. Og derfor kan jeg også meget spontant takke ja, når nogen spørger, om jeg vil prøve at skyde lerduer. Jeg har fået en symaskine, og er i gang med at tage et selvbestaltet symaskinekørekort. Jeg har altid kastet mig ud i komplicerede madprojekter – men her er det endnu sjovere, fordi jeg pludselig får stukket et par fasaner i hånden, plukker bærrene i egen have eller udforsker variationer over det, mange kalder ukrudt, men som i virkeligheden er nærende urter.
En af de helt nye ting, jeg er blevet meget optaget af er at tegne fugle. Det opstod ved et totalt tilfælde. Min dejlige niece Solvej var på besøg et par dage. Vi tøffede rundt 'på gården' og hyggede os med at opleve det hele fra et 3-årigt perspektiv. Fodrede hestene, fik lov at køre mejetærkseren... og pludselig så vi et stort telt, der viste sig at være Johannes Larsen Museets sommer-formidlings-eksperiment, hvor de tog rundt i naturen og lærte folk at tegne fugle ved hjælp af Larsens særlige tuschteknik.
Underviseren – Gudrun Katrine Heltoft – var VIRKELIG god. Hun formåede både at den 3-årige og den dengang 47-årige tryllebundet i lang tid. Og hun fik lært mig en teknik, jeg siden har været fuldstændig vild med. Med bambuspen, japansk blæk og akvarel. Og taget i betragtning, at jeg reelt ikke kan tegne, siger det meget hendes formidlingsevner, at hun lærte mig at tegne edderfuglen på billedet i løbet af et par koncentrerede timer.
Siden har jeg selv indkøbt materialerne og hygger mig med at tegne fugle – stærkt inspireret af alle mine nye små venner på foderbrættet, hvor fuglegenkendelsen udgør endnu en stejl nybegynderlæringskurve.
Jeg er stadig nybegynder – og det er i sig selv en fornøjelse at acceptere, at der lægges en hel del flid i at blive bedre, og at jeg godt kan finde stor nydelse i at lære noget, jeg næppe kommer til at mestre.
Det er nok noget af det vi som oftest undervurderer som voksne, når vi skal lære noget nyt. Vi er blevet så vant til primært at beskæftige os med det, vi allerede er gode til og har behændigt smøget os udenom alt det, vi følte os knap så talentfulde indenfor. Og så sætter vi os med en klump ler, prøver en yogaøvelse eller forsøger at tegne fugle i første hug og bliver frustrerede over, hvor dårlige vi er. Vi glemmer alt om, at øvelse gør mester. Og det er synd. For selv om det er frustrerende undervejs er det også helt vildt inspirerende og dejligt at lære noget nyt.
Og det er virkelig en af de mange fantastiske ting ved de seneste fem års stejle læringskurve. At der blev rokeret så meget rundt på mig og mine omgivelser, at jeg helt automatisk kastede mig ud at lære alt muligt nyt. Og at jeg samtidig kan tage mig tid til at lade læringen tage den tid, det tager det tager. Det er ikke bare et kursus en uge eller henover en sommer. Det er en del af hverdagen – og det kræver på den gode måde, at jeg øver mig. Igen og igen. Fejler, springer op på hesten igen. Fejler, lærer, nyder, erkender. Er under fortsat udvikling.