livet i skoven # 6: tidsmaksine til barndommens land

Skorstensfejeren har lige været forbi. Han kender huset ud og ind, og jeg er altid imponeret over, hvor adræt han smyger sig rundt i de mange krinkelkroge, der er i sådan et gammelt hus.

”En kop kaffe siger jeg da aldrig nej til”, svarede han, da jeg bød. Jeg spurgte til de mange flotte gyldne knapper på hans uniform, og så fortalte han, at det var hans paradeuniform, som han bruger hvert år til den store skorstensfejer-festival, der hver år trækker skorstensfejere fra hele Europa til en lille norditaliensk by. Og derfra gik snakken videre til de nationale forskelle indenfor den ædle skorstensfejerkunst og forskellen på danskernes høje hatte og for eksempel svenskernes huer, der sidder kækt på sned. Han fortalte også, hvordan hans gamle mester havde oplært ham i at skorstensfeje hovedbygningen, inden han gik på pension, fordi der simpelthen ikke er andre, der ved præcis hvilke luger, man åbner hvor og hvordan. Nu er min skorstensfejer den eneste, der ved det – og han vil oplære sin søn, der lige har påbegyndt uddannelsen som skorstensfejer og skal med til parade i Norditalien for første gang næste år.

Samtalen med skorstensfejeren fik mig til at tænke på de Richard Scarry-bøger, jeg slugte i min barndom. Gennem nuttede dyretegninger lærte man om alle de forskellige håndværk og funktioner der skal til for, at en by… et samfund…verden… hænger sammen. Eller rettere hang sammen. For selvom bogen skildrer en travl by i USA i 1968, svarede tegningerne (bortset fra dyremotiverne, naturligvis) stort set til den verden, jeg voksede op i.

Det var lidt ligesom i Kardemommeby lavede skomag’ren dansesko og bag’ren bagte brød; der var stadig masser af små specialforretninger, hvor stolte håndværkere kunne rådgive om selv de mest nørdede spørgsmål og man kunne tydeligt se, hvilken type håndværk mange af de voksne excellerede i ud fra deres påklædning.

Men det er længe siden den travle by har set ud som i Richard Scarrys bøger. Som det blev nævnt mange gange under den nyligt overståede kommunalvalgkamp, har de færreste af dem, der  udfører noget af den travle bys vigtigste arbejde – sygeplejersker, lærere og sosu-medarbejdere – længere råd til selv at bo i byen. Og selvom Ruben Bollings satiretegning, der ledsager dette opslag, naturligvis er satire, er det alligevel meget præcist ramt, at byen i stedet bebos af ”Web design complicator so that users will accidentially click on adds” og ”Fart-sound app-maker”.

Jeg er som udgangspunkt glad for og interesseret i udvikling. Så jeg er ikke ude på at fastfryse hverken byen eller samfundet i en fortidslomme. Men jeg kan godt blive lidt forpustet af den konstante acceleration i udviklingen, der har præget min levetid.

Der er rigtig meget godt nyt. Men der sker også så meget nyt på så kort tid, at vi aldrig rigtigt når at vænne os rigtigt til noget, før det igen er forandret; forholde os kritisk til det eller finde ud af, hvordan vi implementerer det i vores liv uden samtidig at risikere at smide alt det gode fra tidligere tider ud med badevandet. Vi har foreløbig kun set toppen af isbjerget med AI, men allerede inden den kunstige intelligens for alvor begyndte at accelerere, var der også mange tegn på, hvordan noget af den forhastede udvikling fik mange til at mistrives og føle sig ensomme.

Og for byens vedkommende er en af de negative konsekvenser af alt det, der skulle have så smart, oplevelsen af at byen på mange måder forekommer funktionstømt. Det var ikke fordi jeg var stor fan af at stå i kø på posthuset – men set i bakspejlet betød det ret meget for samfundets sammenhængskraft, at vi alle sammen stod der blandet mellem hinanden. Nu står man ganske vist også ofte i pakkekø i ubekvemme kiosker, der er meget dårligt indrettet til formålet, mens man pakke for pakke fjerner livsgrundlaget for mange af de specialforretninger, der gjorde byen værd at leve i – og selvom vi stadig står lige op og ned ad hinanden i køerne, har ”Professional Celebrity” og ”Reality Show Camera Man” sørget for at telefonerne suger os langt væk fra hinanden.

Videnstabet forekommer totalt, når man går ind i en fiskehandel og spørger: ”Hvordan ville du anbefale, at jeg tilbereder denne havtaskehale?” og svaret uhyggeligt ofte er variationer over temaet: ”Aner det ikke, jeg spiser ikke selv fisk. Hvorfor googler du det ikke bare?” eller man hjælper søgende turister med at finde vej, og tilføjer et par gode tips til steder at kigge op, så de kan få en særlig detalje med eller en fortryllende smutvej. Og de så alligevel vælger at følge GPS’ens anvisninger, der overraskende ofte får dem til at gå i den stik modsatte retning.
 
Jeg glæder mig over, at Papirlageret på Nørrevold, stadig eksisterer og at personalet er i stand til at finde en løsning på selv mine mest komplicerede forespørgsler frem fra gemmerne, og at de stadig efter 5 år kan huske præcis hvilken pen, printerpatron og paptykkelse. Men selv den gode økologiske slagter ved Kultorvet er blevet erstattet af en souvenirbutik, og brokvarterne har mistet deres særpræg efter, at de samme restaurantkæder har filialer i hvert kvarter. Jeg råber hurra og støtter flittigt de små steder, der insisterer på, at man ikke kan bestille bord, så man spontant kan falde forbi – midt i en by, hvor man enten skal bestilt bord længe i forvejen eller risikerer, at der på en restaurant, der ellers ser ret tom ud, er ventetider på op til halvanden time på grund af alle Wolt-bestillingerne.

Alle de tanker bragte min samtale med skorstensfejeren op i mig. For under vores samtale slog det mig, at en af grundene til, at livet i Kerteminde bekommer mig så utroligt godt, er, fordi det minder mere om min barndoms travle by. Det er jo ikke fordi, der ikke også er konstant udvikling her. Her er mange driftige handelsfolk, kulturpersonligheder og initiativer. Men accelerationen foregår ikke i et helt så hastigt gear som i den endnu travlere by, jeg kom fra. Så det føles måske ikke ligefrem som en tidsmaskine tilbage til barndommens land – men dog til et accelerationstempo, der gør det muligt stadigt at få sjælen med.