LIVET I SKOVEN # 7: GENOPBYGNING

I disse dage er ikke alene 5 år siden, jeg flyttede til Kerteminde. Det er OGSÅ 5 år siden, at mit første større samtalespil Genopbyggerne udkom.

Det var nogle ret heftige dage lige omkring 1. december 2020. Nøje planlagt, så jeg kunne pakke flyttekasserne, mens Genopbyggerne var i trykken. Være i København i de intense dage, hvor de kom fra tryk og vi skulle pakke de mange hundrede forudbestilte eksemplarer. Og så pakke mit liv ud i Kerteminde, kun afbrudt af de pakningen og afsendelsen af de mange pakker, jeg dagligt sendte i de dage op til den helt særlige jul og nytår i 2020, hvor alle var tvunget til at nytænke traditionerne under coronanedlukningerne.

Genopbyggerne var skabt til vigtige samtaler på netop denne helt særlige jule- og nytårsaften, så det var fantastisk, at der var så stor efterspørgsel på dem. Knap så begejstret var den lokale pakkebutik, der af gode grunde ikke lige havde set de mange pakker komme… det var en virkelig syret måde at lande i Kerteminde på. Ingen kendte mig endnu, og man skulle jo konstant bære mundbind. Så jeg kunne ikke engang sende et forbindligt smil, når jeg kom væltende med mine pakker og markant forstærkede juletravlheden. (og ja, jeg ved godt, at man også kan få pakkefirmaerne til at hente dem, og det havde vi jo også gjort i København de dage, hvor det virkelig var mange. Men på det tidspunkt i Kerteminde krævede det virkelig mange pakker og en ret stor ekstraomkostning, hvis de skulle hente dem hjemme hos mig).

Jeg flyttede herover under coronanedlukningerne, ja, men det var ikke derfor, jeg flyttede herover. Da pandemien brød ud havde jeg for længst aftalt med Vini og Rudolf, der ejer Lundsgaard, at jeg skulle flytte herover. Jeg ventede bare på, at det rigtige hus blev ledigt og instandsat. Men jeg har tit tænkt på, at nedlukningerne nok havde ret stor betydning for, at jeg faldt så hurtigt til herovre. For det var vidunderligt at lande i den store skov på et tidspunkt, hvor man ellers gik ensrettet rundt om søerne i København. Der var ikke så mange sociale arrangementer og arbejdsopgaver, der trak i København, som der er nu. Og som det forhåbentlig fremgår at min essaysamling om Livet i Skoven elsker jeg at skulle derover med ret høj frekvens – men i forhold til at falde til i skoven, var det helt klart en hjælp, at der var så få fristelser. Jeg VAR HER virkelig. Og pludselig havde alle med et trylleslag vænnet sig til videomøder, hvilket alt andet lige også har gjort det noget nemmere at arbejde fra skoven, end det ville have været inden pandemien.

Genopbyggerne blev også begyndelsen på en personlig genopbygning. Et par år tidligere var mit blodtryk pludselig stedet til så astronomiske højder, at jeg kunne være død af det. Det skyldtes hverken stress, overvægt eller andre livsstilsudfordringer, men selvom jeg 7-9-13 har det godt igen, har jeg siden da været meget opmærksom på ikke at pakke min kalender for tæt. Og samtidig har alt siden da føltes som ”bonusliv”, som jeg synes, jeg skulle være et skarn, hvis jeg ikke fik det bedst mulige ud af.

Samtidig betød pandemien, at markedet for de mange konferencer, foredrag og løsningslaboratorier jeg plejede at leve godt af, forandrede sig markant. Ligesom den hastigt accelererende brug af AI også påvirker markedet for tekstforfatning ret markant. Og selvom jeg 7-9-13 foreløbig har været så ramt, giver det selvfølgelig anledning til lige grundigt at gentænke mit arbejdsliv. Sygdom eller ej. Det påvirkede ikke i nævneværdig grad alle mine egne eksperimenter – som Samfundslaboratoriet Borgerlyst, Samtalesaloner, Samtidens Akademi, Genopbyggerne og Concopia. De trivedes faktisk bedre, fordi jeg havde markant mere tid til at videreudvikle dem, end jeg har, når jeg samtidig har fuld gang i forretningen. Men det var en reel udfordring, at alle de opgaver, jeg plejede at leve af, stort set forsvandt under og i kølvandet på pandemien. For dem havde jeg hidtil levet så godt af, at de (indrømmet: ofte med lodder og trisser) kunne finansiere tidsforbruget og produktionen af mine frivillige eksperimenter, så jeg ikke behøvede søge støtte udefra.

Det var nu ikke for økonomiens skyld, at jeg skabte Genopbyggerne. Det gjorde jeg, dels fordi jeg under pandemien havde lavet et eksperiment, jeg kaldte ”Fjernundervisning for voksne” hvor jeg dagligt skrev Rektors Lektioner ud til håb, eftertanke og inspiration og satte gang i alle mulige virtuelle læringsfællesskaber. Og jeg kunne se, at tiden kaldte på markant mere af den slags. Dels fordi jeg kort forinden lavet en omfattende guldalderudforskning for SMK – Statens Museum for Kunst, sammen med Helle Solvang. Og her havde vi for alvor opdaget, hvor vigtige samtaler og faglig krydsbestøvning er, hvis et samfund skal rejse sig fra kriserne. På samme måde som guldalderens vilde opblomstring i kunst, litteratur, filosofi, videnskab og demokratisk bevidsthed opstod i kølvandet på statsbankerotten i 1813, bombardementet af København og tabet af Norge rejste sig.

Så formålet med Genopbyggerne var at sprede håb og handlekraft i en tid, der for mange var præget af modløshed og magtesløshed. Men det viste sig samtidig at genopbygge mit eget arbejdsliv. For Genopbyggerne solgte overraskende godt, og gav i flere år en god passiv indtægt, mens jeg landede i mit nye liv.

På Lundsgaard spurgte de, om ikke vi ville lave en udstilling med gigantiske versioner af kortene i galleriet over koncertsalen – og det blev til den semipermanente udstilling Genopbyggernes Tankekatedral.   

Sammen med min seje assistent Rasmus Holm holdt jeg hver mandag virtuelle samtalesaloner, hvor vi eksperimenterede med at gøre de virtuelle formater så sanselige og poetiske som muligt. Det affødte en bølge af forespørgsler om skræddersyede virtuelle saloner for organisationer, kommuner, højskoler og virksomheder. Og da vi efterhånden måtte mødes igen, var der stor efterspørgsel på skræddersyede Genopbyggersaloner.

Der kom også en stribe henvendelser, om Jan Rasmussen og jeg kunne udvikle skræddersyede samtalekortspil. Vi sagde nej til de fleste, men nød at lave det finurlige ”Inspiration til Fodgang” til Sophienholm Kunsthals udstilling GÅ. Og jeg glæder mig dagligt over at have udviklet Drømmesamtaler for Ældre Sagen på baggrund af omfattende feltarbejde på plejecentre og ældreboliger rundt om i landet. For vi får hele tiden de mest rørende bulletiner om, hvor stor en forskel Drømmesamtaler gør i utallige kommuner.

Derfra knopskød det hurtigt videre i alle mulige vidunderligt overraskende retninger: AFSMK – American Friends of SMK – inviterede mig til at være salonnière i New York og Los Angeles, da Statens Museum for Kunst sammen med The Metropolitan Museum of Art og The Getty åbnede en udstilling om dansk guldalder. Og det udviklede jeg et særligt sæt samtalekort til.

Jeg har haft virkelig spændende udviklingsopgaver for Carlsbergfondet, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, VELUX og mange andre. Fælles for de fleste af mine opgaver er stadig, at de kulminerer i et eller flere højprofilerede arrangementer eller saloner. Og det nyder denne gamle cirkushest i fulde drag, så længe det ikke er nær så hyppigt som det var. Og jeg må sige, at det er en endnu større fornøjelse at stå for konferencer, festmiddage og løsningslaboratorier, når det er kulminationen på langvarige udviklingsforløb af undervisningsmaterialer, samtalekort og udstillinger, jeg selv har været med til at skabe.

Og siden er de internationale samtalekort Concopia Cards kommet til. Og de bevæger sig lige nu stadigt længere ud i verden under credoet ”Reconnecting Humanity Through Conversations”, men det er en omfattende historie at skildre her…

Det korte af det efterhånden meget lange er, at ligesom vekselvirkningen mellem byens in-spi-ra-tion og de lange udåndinger i skoven bekommer mig utroligt godt, så bekommer det mig også virkelig godt at have genopbygget mit arbejdsliv, så der indimellem de højprofilerede optrædeners viltert vidunderlige energiudladninger er blevet markant mere
tid og plads til udvikling, fordybelse og skabelse.