LIVET I SKOVEN # 8: Metamorfose
Dengang min bror og jeg blev gamle nok til at flyve fra reden, flyttede mine forældre også hjemmefra. Først fire år til Moskva. Så seks år til Beijing.
De havde sådan ca den alder, jeg har nu. I begyndelsen af 50’erne. Og for os som unge voksne var det simpelthen så livsbekræftende at se dem blomstre fuldstændig op. Mange af vores venners forældre begyndte på samme tidspunkt at synke dybt i sofaerne, som om deres liv nu var under afvikling og det mest sindsoprivende, der var i vente, var udsigten til eventuelle børnebørn. Mens mine forældre forekom nyforelskede og kastede sig nysgerrigt ud i at lære nye sprog, kulturer og traditioner at kende.
Der var selvfølgelig ikke mange spontane søndagsmiddage, men til gengæld var vi mere intenst sammen både når de besøgte os herhjemme, og når vi besøgte dem i deres luksuriøse ambassadelejligheder, der var det perfekte udgangspunkt for rejser til eventyrlige destinationer i Rusland og Kina, der eller ville have været ret ufremkommelige. Jeg skrev mit speciale i Moskva med fuld forkælelse, små eventyrlige udflugter som kærkomne afbrydelser og kyndig sparring fra dem begge to. Og jeg føler mig i dag meget privilegeret over at have fået et dybt kendskab til nuancerne i to lande, der på godt og ondt præger verden så markant, og som det er de færreste forundt at kende så godt.
Og hvorfor skriver jeg så om noget, der ligger 25 år tilbage og foregik ude i den store verden, midt i mine essays om Livet i Skoven?
Det gør jeg, fordi jeg hørte altid tankevækkende og livskloge Pernille Melsted udfolde Jungs begreb LEBENSWENDE som en tilgang til overgangsalderen. Lebenswende handler helt overordnet om at se de tidspunkter i livet, hvor der sker store forandringer, som en mulighed finde frem til sin personlighedskerne. Lande mere i sig selv. Så når det gælder overgangsalderen, skal man selvfølgelig ikke underkende de fysiske og psykiske forandringer, men i stedet for at overfokusere på følelsen af tab og afvikling, kan man i stedet skabe et atrium for sig selv, hvor man ærer den metamorfose, man er i gang med. Skaber plads til, at ens nye selv kan folde sig ud.
Da slog det mig, at mine forældres udstationeringer i Moskva og Beijing ikke alene var en slags atrium for deres lebenswende. Det skabte også en mulighed for, at vi som familie gennemgik en metamorfose, hvor vi skabte en helt ny familiedynamik, der nu bestod af fire voksne. Det var ikke bare min bror og mig, der oplevende alt muligt spændende, rejste, dannede og udviklede os, det gjorde vi alle fire. Og det var simpelthen så livsbekræftende.
Og i forlængelse af den tankerække slog det mig, at jeg med min flytning til skoven har skabt mit eget atrium for mit igangværende lebenswende. Et atrium præget af ro, luft, naturforbundethed og ånd. Et atrium, hvor jeg i stedet for at holde krampagtigt fast på det, der var engang og den jeg var engang, genopfinder mig selv. Nyde at være voksen nybegynder igen. Og lære den at kende, jeg er nu.
Set i lyset af mine forældres og mit meget forskellige atrier, tror jeg i bund og grund ikke det er så vigtigt, om det foregår i nogle af verdens største metropoler eller langt ude i skoven. Det afgørende er nok, at det er en så markant forandring, at man ikke længere tager det velkendte for givet. Så man for alvor kan ryste sig fri alle ungdommens forhåbninger og forventninger til, hvordan livet skulle forme sig. Drømme, der måske i virkeligheden aldrig var ens egne. Så man på et dybt plan kan udforske hvem man vil være, og hvordan man vil udfolde sig i den næste fase af livet.