livet i skoven # 9: nærværet i fjernværet
Den største udfordring er – ikke spor overraskende – at jeg ikke længere bor lige rundt om hjørnet fra mine nærmeste.
Men den positive overraskelse er, at det ikke nødvendigvis betyder, at jeg ser mine nærmeste markant mindre, end dengang vi boede lige rundt om hjørnet fra hinanden. I dag ses vi bare på en anden måde, end dengang jeg boede på Nørrebro.
I virkeligheden har jeg altid foretrukket at være lidt mere langstrakt sammen med folk, end det typisk er tilfældet, når vi mødes i byen. Til en kop kaffe, en hurtig tur rundt om søerne, en middag, en drink, en koncert… Alt sammen dejligt, men typisk også ret flygtigt, at det er svært at nå ind til hinandens kerner, før man igen spredes for alle vinde. Langt mere har jeg holdt af få besøg af mine venner i sommerhuset – eller besøge dem rundt om i landet – hvor samtalerne får lov at flyde og flette sig ind i hinanden til langt ud på natten. Eller gå tidligt i seng, når trangen er til det. Jeg elsker at kunne veksle frit mellem forskellige samværsformer… gå ture, tage lure, lægge puslespil, trække sig lidt, læse højt for hinanden, samle nedfaldsæbler eller kaste sig ud i nye simreretter. Nogen bager måske en kage. Eller plukker bær. Der er noget skønt ved at vågne op med morgenhår og genoptage en god samtale, hvis pointer har fået lov at marinere hen over natten.
Den slags samvær er der pludselig meget mere af i mit liv. Og det bekommer både mig og mine venskaber godt. Vi lærer hinanden at kende på nye måder. Når de er hos mig, opdager jeg pludselig, at nogen ved overordentligt meget om planter eller fugle, andre introducerer mig til ting, de selv elsker at lave – og på den konto har jeg nu både paddleboard, symaskine, klangtromme, nye ingredienser i køkkenet og en masse materialer til at lave papirsblomster. Nogle kommer i uformelt minirefugium for at koncentrere sig om at skrive bøger færdige, som jeg så får lov at læse med og kommentere på om aftenen. Andre kommer over et par dage, når livet slår de helt store knuder, og så er her tid og plads til at være helt stille sammen. Min lille nevø og niece har et omfattende program af alt fra skattejagtsproduktion til hjemmebyggede kuglebaner, der er en fast del af repertoiret, når de er på besøg. Det er lidt som om, at de venner og familiemedlemmer der kommer her meget, også har gjort huset og haven til deres. Det er lidt ligesom dengang vi som unge hjalp hinanden med at male eller flytte. Man fik et lidt andet forhold til hinandens ting, sager og hjem. Og sådan føler jeg også, at mine nærmeste venner nu har det med mit hjem i Kerteminde.
Når jeg holder fødselsdags-, nytårs og samtalemiddage nu, er der typisk flere af gæsterne, der overnatter. Da jeg fejrede min 50-års fødselsdag lejede jeg hele Lundsgaards koncertsal, cafe og det lille hotel og holdt lejrskole for voksne i 3 dage. Når jeg holder grundlovsgilder, er der plads til uendeligt mange på mine skattejagter med levende poster rundt om i skoven. Det er skønt ikke kun at have hjerterum til mange, men faktisk helt bogstaveligt talt at have plads til at rumme mange.
Når jeg overnatter hos venner og familie i København får jeg også pludselig et helt andet indblik i deres hverdage og familieliv. Pludselig er jeg en naturlig del af hverdagen i flere forskellige hjem, hvor jeg bare lander midt i den befriende kaotiske hverdag og er med til at vende, hvordan man kan tackle den dags ultra konkrete udfordring med en nye chef eller hjælper ungerne med deres gymnasieafleveringer. De hører om alt det, jeg lige kommer fra eller er på vej til, og får dermed også en langt bedre fornemmelse af, hvordan mit atypiske arbejdsliv egentlig er skruet sammen. Min nevø og niece elsker, når jeg overnatter hos dem og vi har både et omfattende godnatsangsregister og nogle helt særlige vågnetraditioner. Og det er rart, nært og meget familiært at få så konkret indblik i hinandens tilværelser.
Interessant nok oplever jeg samtidig, at jeg ser mange af mine venner mere spontant, end da jeg boede i København. For jeg har efterhånden lært, at jeg ikke må pakke mine københavnerdage for tæt på forhånd, men skal vente og vurdere dagsformen før jeg lægger for mange aftaler ind. Så jeg oplever at have time diamonds i København, end jeg havde, da jeg boede der. Som jeg beskrev i essayet om min genforelskelse i København, betyder det, at jeg pludselig får tid til at se en masse udstillinger jeg ikke nåede, mens jeg boede i nærheden – men det betyder også, at jeg langt oftere end tidligere lige skriver for at høre, om mine venner har tid til at ses om en time. Spontane træf, jeg ofte oplever bliver langt mere nærværende, end hvis de havde aftalt længe i forvejen.
Jeg må også med skam melde, at jeg oftere får svinget forbi min gamle far nu. Fordi jeg næsten altid benytter mig af anledningen, når jeg er i nærheden, end jeg fik gjort dengang jeg boede lige i nærheden.
Og det samme sker hos mig i Kerteminde. Folk er virkelig gode til at skrive og spørge, om de må kigge, fordi de er i nærheden eller i hvert fald nemt kan lægge vejen forbi, når de kører hjem fra Jylland eller Fyn.
Så den reelle udfordring er faktisk ikke at bevare den meget nære kontakt til mine nærmeste. Den ligger snarere i at pleje min omfangsrige omgangskreds og samarbejdspartnere. Men det perspektiv fortjener faktisk et essay i sig selv – og det samme gør glæden ved alle de nye vidunderlige mennesker, der er kommet ind i mit liv her i Kerteminde eller som jeg har fået en meget tættere relation til, fordi jeg nu bor tættere på dem. Men når det gælder de nære relationer, der er omdrejningspunktet for dette essay sidder jeg primært med oplevelsen af, at det ér en udfordring, ja. Men at nærværet i fjernværet langt hen ad vejen faktisk har styrket mine venskaber.