LIVET I SKOVEN # 10: Langt fra noget ER tæt på så meget andet

”Det er faktisk dejligt at bo lidt mere centralt”, svarer jeg ofte lidt drillende, når folk spørger, om ikke Kerteminde er forfærdeligt langt væk.

For i bund og grund kan man jo ikke besvare det spørgsmål, uden at spørge: ”Langt væk fra hvad?” Og dermed også gøre sig nogle overvejelser om, hvem eller hvad man allerhelst være tæt på eller bo midt i. Hvad er center og hvad er periferi?

Og langt væk i forhold til hvad? Længe inden jeg selv overvejede at flytte til Fyn læste jeg en artikel om borgmesteren i Nyborg, der havde haft besøg af en kinesisk delegation, der overvejede at placere en fabrik i Nyborg. “Jamen vi ligger jo også dejligt centralt”, sagde borgmesteren med tanke på den gode placering ca midt mellem København og trekantsområdet. Mens kineserne svarede: “Ja, det er dejligt tæt på Hamborg, Milano og Paris.

Alt afhænger af, hvorfra man selv ser og hvorfra ens verden går. Men uanset hvordan jeg vender og drejer det, så bor jeg længere væk fra mine nærmeste nu, end jeg gjorde i København. Men som jeg skrev forleden, er der nu opstået en helt ny form for nærvær i fjernværet – og reelt var de fleste andre selv for længst flyttet ud af byen, så studietidens københavnerliv, hvor vi alle sammen boede lige rundt om hjørnet fra hinanden og havde oceaner af fri tid til at hænge ud, alligevel var en saga blot.

Og samtidig betyder det jo, at jeg pludselig er tæt på så meget og så mange andre. For jeg havde også mange venner, bekendte og samarbejdspartnere på Fyn og i Jylland, som jeg nu er markant nærmere på. For Fyn er ret fascinerende i den forstand, at selve øen på den ene side er så tilstrækkeligt lille afgrænset enhed, at det føles som om, alle der bor/lever/virker på Fyn er lige rundt om hjørnet, selvom det er en total illusion fordi Fyn reelt er så stor, at meget er en anseelig køretur væk, og der er markante væsensforskelle på fx Svendborg og Kerteminde. Og på anden side er øen ikke mere afgrænset end, at de mange broforbindelser forvandler Fyn til en eventyrlig portal til resten af landet.

Jeg har altid været så privilegeret, at mine mange foredrag, samtalesaloner og løsningslaboratorier har bragt mig vidt omkring i landet. Men hvor broafgifterne tidligere satte en vis begrænsning for, hvor jeg tog på søndagsudflugt med mine venner, er det som om alt vest for Storebælt har åbnet sig som et gigantisk mulighedsrum, efter jeg flyttede til Fyn.

Da jeg i foråret turnerede land og rige rundt med mine mikrosaloner om Afmagt & Håb rundt om i landet, slog det mig igen og igen, hvor mange afsindigt cool, kompromisløse mennesker og tiltag, der findes langt fra storbyerne. Hos forfatteren Gertrude Kiel og bådebyggeren Mikkel Pagh på deres store gamle bindingsværksgård i Humble på Langeland stimlede en vildt inspirerende flok forfattere, kunstnere og stortænkere fra det sydfynske øhav sammen til salonen. 

I Klitmøller har mine venner Katrine og Frederik Clement sammen med en forrygende flok kunstnere, designere og kreative iværksættere skabt værkstedsfællesskabet VK3. I landsbyen Ølsted, der er så lille, at der ikke er gadebelysning i miles omkreds, har min ven Niels Hartvig skabt Danmarks mindste biograf NÆR, hvis program roterer mellem klassiske børnefilm (med popcorn-maskine og økologisk bland selv slik), landsbyboernes udvalgte filmfavoritter og helt smalle arthouse movies. Rundt om hjørnet derfra ligger den eventyrlige butik Svanereden, der kun har åbent en gang om måneden, med små opstillinger af keramik, blomsterkranse og papirklip, der er under konstant forvandling. 

I Nyborg holder designeren Mette Katrine Bloch-Boas saloner i det gamle butikslokale hun har omdannet til en mikroskopisk ”Designskool”. I Haderslev har Marie Dufresne åbnet Kunsthal 6100 og fået kunstnere til at lave værker i de tomme butikslokaler. I Svendborg er jeg vildt imponeret over Søster, hvor to søstre (ja!) har kombineret frisør, cafe og second hand-butik i et virkelig vellykket ’community space’. Og i den helt anden ende af Svendborg-spektret De Japanske Haver, der bliver passer og plejet af anlægsgartneren Peter. På Samsø samler Malene Lunden og Søren Hermansen omstillingspionerer fra hele verden på Samsø Energiakademi. På Strynø er Cecilie Beck Gordon i gang med at skabe kulturcenteret ISLA. På Bjørnø ud for Faaborg er der opstået et helt regenerativt samfund. I landsbyen Dyreborg driver de lokale købmandsbutikken Provianten med virkelig udsøgte sager på hylderne. I Marstal står tre vildt seje yngre kvinder bag Motorfabrikken, der rummer en forrygende kombination af fab-lab, kontorfællesskab og moderne forsamlingshus.

Og det er blot et par eksempler ud af de helt utroligt mange fantastiske initiativer, der pibler frem overalt i landet. For kombinationen af billigere kvadratmeterpriser både for boliger og butikslokaler og det deraf følgende økonomiske, mentale og kreative overskud er meget fordrende for handlekraften. Når man kombinerer det med, at kampen om opmærksomheden ikke er helt så intens og at mange føler en større ansvarsfølelse overfor at bakke op om hinandens initiativer… ja så opstår der en helt særlig grobund for kreative lokale kraftcentre.

Jeg indrømmer, at jeg var pinligt blind overfor dem, mens jeg boede i København, og det var derfra min verden gik. Men hvor er det dog en fornøjelse at få øjnene op for mangfoldigheden, når først man begynder at skue lidt længere ud i horisonten.