Samtaler om vores håb for 2026

Nytårsaften introducerede jeg mine gæster til et lille nyt samtaleeksperiment, som både de og jeg blev begejstrede for. Så det deler jeg lige opskriften på her – fordi det i sagens natur også kan bruges til alt muligt end nytår…

Ideen opstod i juleferiens løb, hvor jeg under en omfattende oprydning på loftet, fandt en stor kasse fuld af gamle billeder, breve og dokumenter. Mange af dem er helt tilbage fra mine oldeforældres ungdom, og er således over 100 år gamle. Jeg endte med at bruge mange helt fortryllende dage på det – for det var som at lade sig trække ned i den gode form for kaninhuller, hvor det ene eventyr efter det andet folder sig ud for øjnene af en. En vidunderlig blanding af minderne om alle min mormors fantastiske fortællinger, når vi sammen bladrede de gamle albums igennem og hun trænede mig i den menneskelige ansigtsgenkendelse, der vitterligt kommer mig til hjælp i disse dage, hvor jeg finder forbindelser mellem mennesker og tidsaldre, jeg ellers ikke anede eksisterede. Billederne giver sammen med dokumenterne et overraskende intimt indblik i mine forfædre og -mødres liv i alle aldre. Glæder, sorger, hverdage, festligheder. Helt utroligt mange strandture, skiture og rejser. Undervejs fik jeg opklaret en masse af de ubesvarede spørgsmål, der desværre ikke længere er nogen levende tilbage til at opklare – samtidig med at der opstod en hel masse nye spørgsmål og ideer til fantastiske fortællinger.

Der er mange, virkelig mange. Så jeg gik i gang med at lave en grovsortering, der forhåbentlig vil gøre det lidt nemmere for min nevø og niece at hitte rede i det, hvis de engang får lyst til at udforske arkiverne. Og indimellem var der selvfølgelig en hel del fotos af mennesker, jeg ikke aner, hvem er – men som samtidig havde nogle fotografiske kvaliteter eller et motiv, der gav mig lyst til at gemme dem.

Jeg var meget dybt nede i dette stof, da min veninde Sascha Amarasinha, der excellerer indenfor historiefortælling, kom forbi mig i skoven – og hun og jeg endte med at bruge timevis på at kigge på billederne og lade historier gro ud af dem.

Og sammen fødte vi ideen til det lille nytårsritual:

Jeg udvalgte en stak af de bedste fotos, der ikke (så vidt jeg ved – hvis fjerne familiemedlemmer genkender nogen, må I endelig sige til) viste nogen personer, jeg genkender som familiemedlemmer. Vi var 7 personer i alt, og der var måske 30 fotos, som jeg havde lagt på et smukt fad.

Efter vi havde set – og retorikernørdet om – Kongens Nytårstale skulle jeg lige bruge lidt tid på at gøre forretten helt klar. Og derfor introducerede jeg legen her, så gæsterne kunne lade tankerne flyve og flyde i ventetiden.  

Jeg havde selv på forhånd valgt et billede, som jeg har tænkt virkelig meget over – det med manden, der har lagt sig på alle fire for at kunne stikke hovedet helt ned til et barn i en babylift. Det sendte jeg rundt, så alle kunne se grundigt på det, inden jeg fortalte mere – og jeg bad gæsterne være helt stille, mens de kiggede på det og ikke kommentere på det.

Da fotoet nåede tilbage til mig introducerede jeg legen med dette foto som eksempel:

Om lidt ville gæsterne trække hver deres foto, og jeg ville bede dem kigge grundigt på det uden at vise det til de andre gæster. Herefter ville jeg opfordre dem til i aftenens løb – på et tidspunkt de helt selv valgte – at sende deres foto rundt, så alle vi andre kunne se det og derefter fortælle så præcist som muligt, hvad de selv så på billedet. Og derfra skulle de så fabulere frit over, hvad dette foto satte i gang hos dem – og til sidst lade det munde ud i et håb for 2026.   

Ud fra babybilledet fortalte jeg, at jeg synes, det var ret fantastisk, at man på billedet faktisk ikke kan se, om manden trøster eller griner med barnet. Men at mit håb for 2026 er, at vi bliver bedre til igen at forbinde os med hinanden både, når livet slår knuder, og når vi er rigtigt glade. For det synes jeg, vi meget pludseligt er blevet markant dårligere til – og billedet fik mig til at tænke på en artikel, der handlede om, hvor ødelæggende det kan være for babyers tilknytning, hvis deres forældre har fået botox, fordi mimikkens fine nuancer er noget af det allervigtigste for vores forbundethed med hinanden. Og der er et eller andet ved den fremadstormende AI, der minder om den stivnede botox-mimik – fordi alting bliver så fintpoleret, at det på overfladen forekommer så perfekt, at det bliver næsten umuligt at reagere på og forbinde sig med. Når vi alle sammen deler variationer over de samme AI-polerede (om ikke ligefrem generede) indslag med hinanden, kan vi sagtens fremkalde både hyldest- og omsorgsemojis. Men hvis der samtidig bliver længere og længere imellem de fysiske møder, vænner vi os lige så langsomt af med at kunne alle hinandens pudsigheder, idiosynkrasier og særlige træk. Alt det, der gør os menneskelige og som nogle gange er vanvittigt besværligt. Men netop også både interessant, tankevækkende, følelsesfremkaldende og nå ja… menneskeligt. Så mit håb er mere menneskelig forbundethed ansigt til ansigt i 2026.

Og så bad jeg de andre tænke over lignende fortællinger, mens jeg gik ud for at lave mad. Ikke nødvendigvis deres eget nytårsforsæt eller dét vigtigste… men en længsel eller en drøm billedet vakte i dem og som man kunne håbe på mere af i det kommende år.

Her viser jeg de 6 billeder, gæsterne trak, og som vi i aftenens løb endte med at granske, mens vi lyttede til hinandens fortællinger og lod håbet sprede sig. Så kan du jo selv lege med og se, hvilke håb og længsler de vækker i dig:

Det kom til at handle om alt fra naturforbundethed – blandt andet det utroligt smukke udtryk at overgive sig at ”have vandet i ryggen” – til at koncentrere sig og gøre sig umage. Den der trak den lille pige, der holder elefanten i snablen talte om legetøjets – tøjets – værktøjets håndgribelighed i vores flygtige digitale verden. Og om samværsformer talte vi. For den, der trak billedet med akrobatpyramiden bed mærke i, at de to nederste i opstillingen kun er beskrevet med ”?” på bagsiden og havde nogle rørende pointer om, hvordan hun håbede, at vi igen begynder at være mere sammen – lege – på kryds og tværs med dem, vi ikke kender så godt. Den der trak billedet med de mange mennesker samlet på Kullen 1912 udforskede de mulige forbindelser – eller mangel på samme – mellem de mange mennesker på billedet i alle generationer og muligvis samfundslag?

Samtalerne fostrede også faglig krydsbestøvning. En vidste meget om håndskrift. En anden havde indgående kendskab til spejderbevægelsens natursyn. En tredje havde selv fremkaldt mange sorthvide fotos gennem årene.

Det lille greb med at sende billederne rundt i tavshed, så enhver kunne danne sig sit eget indtryk først, fungerede også overraskende godt. Det udsprang egentlig af den praktiske udfordring at billederne er små, og jeg meget nødig ville bringe en storskærm ind i billedet. Så jeg var nødt til at finde en analog løsning. Men for det første skabte rundsendingen en fin lille rituel tavshed, der hjalp selskabet med at omstille sig fra den livlige samtale til de små gentagne billedafbrydelser. Og dels var det virkelig tankevækkende at opdage, hvor forskellige ting, 7 forskellige mennesker havde hæftet sig ved i det samme billede. Det er klart, at den, der havde trukket billedet, havde haft tid til at granske detaljerne på en helt anden måde end os andre. Men stadigvæk: der var så mange eller åbenlyse detaljer, jeg havde overset, mens der i flere tilfælde var andre detaljer, jeg var den eneste, der havde set.    

Det skal lige tilføjes, at de fleste af gæsterne ligesom jeg selv er meget optaget af den store verdens aktuelle udfordringer og både i vores arbejde, fritid og på hver vores vis kæmper for klima, fred og meget andet på den helt store klinge.

Så det ikke fordi nogen af os havde glemt den alvor i vores tilgang eller svar – men billedøvelsen bragte nogle længsler, drømme, tilgange, ideer og perspektiver i spil, der på hver deres vis var utroligt rørende. Og som jeg personligt tror rummer kimen til mange af de løsninger, verdens helt store problemstillinger kalder højlydt på. For hvis vi kan genetablere vores koncentration, naturforbundethed, fællesskaber, nærvær og samværsformer, tror jeg vi ville have markant nemmere ved sammen at skabe en fremtid, der er værd at drømme om.