livet i skoven # 11: stilhed før (og efter) samtalen

Den første uge i 2026 sagde jeg ikke et ord. Jeg mistede stemmen fuldstændig nytårsnat klokken ca 3 – og den vendte først så småt tilbage en uge senere.

Jeg var ikke bare hæs. Stemmen var bare væk. Helt væk. Så mit år startede bogstaveligt talt med en uges silent retreat.

Og det der slår mig her, mens jeg skriver på mine “Livet i Skoven-essays”, at mit år nok mere eller mindre var startet med en uges tavshed selvom jeg havde kunnet sige noget. For jeg havde planlagt en stille uge til at lande i det nye år, så det krævede ikke mange kalendergymnastiske øvelser at hengive mig totalt til min egen stilhed. Og når jeg tøffer alene rundt i skoven, siger jeg faktisk næsten ingenting i dagevis. Og det er noget af det, jeg virkelig nyder ved livet i skoven.

For lige siden jeg som helt ung var på et  Vipassana-meditationskursus i Indien, hvor jeg i 10 dage hverken måtte tale, læse, skrive eller se de andre kursister i øjnene, har jeg længtes efter sammenhængende tid til at være fuldstændig tavs. Fordi der sker så meget godt og vigtigt på de indre linjer, når der er helt ro på de ydre.

Jeg nød at hellige mig min skrivning, de lange tankerækker, de kreative sysler. Men den forgangne uges påtvungne tavshed, fik mig alligevel til at indse, hvor stor mental forskel på ikke at sige et kvæk, fordi jeg ikke har brug for at sige kvæk – og ikke at sige et kvæk, fordi jeg ikke kan sige et kvæk.

Og det satte en masse tanker i gang. Både fagligt og socialt.

For selvom det passer mig virkelig godt, at jeg i min dagligdag i skovens dybe stille ro ikke bruger min stemme så meget, er jeg til gengæld dybt afhængig af den, så snart mit livs mange vekselvirkninger trækker mig ud af skoven:  

Mit virke som foredragsholder, konferencier og salonnière er dybt afhængigt af, at jeg kan tegne og fortælle – og ofte også tale en større forsamling op. Meget af mit innovationsarbejde foregår i tæt samspil med eksperter fra mange andre fagområder, hvor samtalerne ofte ivrigt svinger sig op til både højlydte og højstemte. Og det er i løbet af både de ekstremt gode – og indimellem virkelig dårlige – samtaler, jeg henter inspiration til min grundforskning i samtalekultur. Og selvom jeg med fordel kunne lade andre komme mere til orde undervejs i samtalerne, er det jo netop samtaler, jeg studerer – så det betyder faktisk meget, hvordan jeg selv bidrager til samtalen.

Det blev meget tydeligt, da en af mine veninder ringede. Det var alt for længe siden, vi havde talt sammen, og der er sket mange vigtige ting i hendes liv, som jeg virkelig gerne ville høre om. Og det lykkedes mig da også at hviske: ”Jeg har ingen stemme, men jeg vil meget gerne lytte til, hvad du fortæller”. Men selvom hun livligt fortalte, føltes det underligt afstumpet, at jeg hverken kunne bidrage med et par anerkendende ”jeg-lytter”-grynt, trøstende ord eller bekræftende mhmmm’er. Ikke kunne stille uddybende spørgsmål og ikke kunne uddybe mit svar på et spørgsmål, hun havde brug for mit perspektiv på. Jeg kunne kun lige sige det allermest nødvendige, overfladiske svar, men slet ikke mine de begrundelser for at svare som jeg gjorde. Og det kunne hun forståeligt nok ikke bruge til så meget.

Det var tankevækkende, fordi jeg i venskaber ellers virkelig værdsætter det nærvær der opstår, når man kan være stille sammen. Og fordi jeg i Concopia-sammenhænge ellers er så optaget af lytterundernes mag, og det helt særlige nærvær, der opstår, når man lytter opmærksomt til det, de andre fortæller, i stedet for hele tiden selv at tænke på, hvornår man bryde ind med sit eget geniale perspektiv.

Men når lytterunderne fungerer så fantastisk, er det jo, fordi alle undervejs i Concopia-spillet kommer til orde. Så de mange svar, perspektiver og fortællinger lægger sig ovenpå hinanden, så der i spændingsfeltet mellem dem – og inden i vores hoveder – opstår en masse samtaler og sammenfletninger af perspektiver. Så selvom lytterunderne foregår på andre præmisser end vi er vant til, er der stadig i høj grad en samtale i gang. Og de andre deltagere omkring bordet, kan også sige en masse med øjnene, mimikken og de intense varmebølger, der ofte opstår rundt om et Concopia-bord, som jeg ikke havde mulighed for at kommunikere igennem til min veninde over den gammeldags telefon.

Noget af det kunne vi selvfølgelig have kompenseret for med et videoopkald. Men stadigvæk: Selvom det absolut intet gjorde, at hun talte 98% af tiden, blev det også uforløst for hende, fordi det aldrig rigtigt en samtale, fordi jeg uden min stemme ikke kunne bidrage med så meget. Så selvom hun bød ind med alt muligt virkelig vigtigt, tankevækkende og interessant, manglede den væsentligste del af samtalekunsten: At samtaleparterne bygger videre på hinandens tanker og ideer, så der vokser noget smukt frem i spændingsfeltet mellem dem, som ingen af dem ville have kunnet skabe alene. Og der stod det i al min tavshed pludselig meget klart, hvor vigtigt det er, at begge parter er med til at berige samtalen. Det handler ikke om, at der procentvis skal være en helt ligelig fordeling af taletid, men simpelthen om at begge bibringer samtalen det bedst mulige.

Da jeg en enkelt gang var hos købmanden, kom jeg også til at tænke tilbage på coronatiden, hvor mundbindene gjorde det umuligt at sende imødekommende eller undskyldende smil i gadebilledet. Dengang savnede jeg virkelig den høflige menneskelige omgang med hinanden. Men mundbindene kunne man trods alt se – og alle var i samme båd. Ingen kunne se på mig, at jeg havde mistet stemmen, før jeg prøvede at åbne munden for at sige noget. De kunne kun undre sig over, at jeg ikke lige forklarede mit ærinde eller hilste høfligt tilbage, når nogen råbte ”Godt nytår” på tværs af parkeringspladsen.

Og det tankevækkende er jo, at det ikke er fordi, de gode folk hos købmanden ikke godt kan gennemskue, at jeg gerne vil sende den pakke med det firma, jeg har skrevet som en del af portokoden. Så det er egentlig overflødigt at sætte ord på det. Men det er “fatisk” kommunikationshandling, der ikke handler så meget om at videregive information, men om at anerkende, at der står et andet menneske på den anden side af disken. En minimalt bidrag til byens sociale forbundethed.

For nylig gyste jeg, da jeg i en podcast hørte en kassemedarbejder fra et københavnsk supermarked fortælle, at mange kunder ikke så meget som slukker for podcasten i hørebøfferne, når de bevæger sig gennem kassen. Og her taler vi Ikke de automatiske selv-tjek-ud-kasser, der jo er et udmærket alternativ, når det haster eller hvis man virkelig ikke vil i kontakt med andre mennesker. Men om de kasser, hvor der stadig sidder et menneske af kød og blod og ekspederer. Som man så fuldstændig ignorerer, mens transaktionen foregår. Det hastige tab af basal høflighed og den grad af menneskelig afstumpethed, det er udtryk for, løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg hørte podcasten, og jeg glædede mig over, at det meste her i Kerteminde stadig er lidt “gammeldags” i den forstand, at det stadig er normen, at ønske kassearbejderen en god dag. Og nu stod jeg så selv der, og var uden min stemme repræsentant for den samme afstumpede adfærd. Den praktiske del af transaktionen fungerede jo fint. De vidste jo godt, hvad jeg skulle. Men tavsheden føltes larmende. Og på hjemvejen tænkte jeg meget på, hvad det dog er for et mærkeligt samfund, vi udsætter hinanden for, når vi efterhånden begynder at behandle menneskene som var de maskiner.

Det fik mig også til at tænke meget over, hvad der er “nødvendigt” at sige. Da jeg var teenager foretog jeg engang et meget lærerigt eksperiment med en veninde: Vi aftalte, at vi en hel dag kun skulle sige de allermest nødvendige ting til hinanden. Men det holdt ikke længe. Ikke fordi vi havde svært ved at overhovedet det. Men fordi vi hurtigt opdagede, at det allermest nødvendige, også var det mindst interessante. Det kunne koges ned til de helt basale instrukser, som vi i de fleste tilfælde kunne have peget eller lavet fagter for at kommunikere. Vi kunne komme ret langt ved at pege på tepotten og løfte øjenbrynene spørgende. Enhver forstår, at det betyder: ”Vil du have mere te?” Så det var heller ikke strengt taget nødvendigt at sige.

Så det føltes som spild af god samværstid. For alt det, vi elskede ved at være sammen var jo netop vores udvekslinger af tanker, ideer, drømme. Alt det, der ikke er strengt nødvendigt at tale om for at få det mest basale til at fungere. Men som er det stof gode samtaler, venskaber og livsfylde er gjort af. Og igen – dette handler ikke om, at man hele tiden skal plapre bare for at sige noget, eller at man ikke kan finde stor nydelse i at være tavse sammen længe - gerne mens man sysler med et eller andet. Eller foretager sig noget andet sammen, end at tale. Det handler om værdien af den fatiske kommunikation. Alt det vi siger, der ikke handler om at udveksle faktabaserede, praktiske informationer. Men om at forbinde os med hinanden, bygge relationer, udvikle os selv og hinanden som mennesker. Udvekslingen af perspektiver, livserfaringer og indsigter.

Det handler om, at alt det spændende for det meste gemmer sig i de mellemregninger, vi skærer fra i korthedens og præcisionens navn. Og det handler om værdien af alle de sproglige virkemidler, der gør det til en sand fornøjelse at tale sammen. Glæden ved poesien, sanseligheden, ordspillene, de fortælletekniske svinkeærinder og de konkrete detaljer, der gør situationerne så nærværende, at man føler det som om, man var der selv.

Alt det jeg var nødt til at udelade, da jeg ingen stemme havde. Så de få ting, det lykkedes mig at fremstamme fremstod overfladiske og banale. Så ligegyldige, at jeg ligeså godt kunne have ladet være at bruge stemmekræfter på dem.

Min stemme vendte tilbage netop som jeg også skulle vende tilbage til det mere udadvendte liv igen. Først og fremmest for at byde min bror og hans dejlige familie velkommen hjem fra 2 måneder i Sydamerika. Her var det ligesom med telefonsamtalen med min veninde: Jeg var først og fremmest interesseret i at høre om deres eventyr, og jeg havde ikke det store behov for selv at skulle sige en masse. Men nu hvor jeg havde fået min stemme igen, var det en fornøjelse at kunne give højlydt udtryk for min fascination over deres fantastiske oplevelser og min begejstring over at se dem igen. Næste dag skulle jeg mødes med en veninde, der bor i New York. Vi havde aftalt at mødes klokken 10, og da det viste sig at ingen af os havde en bagkant, kunne vi nyde den luksus at lade vores samtale udfolde sig henover 7 timer, hvor vi undervejs både gik tur og hang over adskillige kopper kaffe. Igen havde jeg gladelig bare lyttet til hende i timevis, fordi hun har så meget spændende at fortælle. Men nu hvor jeg lige havde haft lejlighed til at gøre mig så mange tanker om, hvor stort et ansvar begge samtaleparter har for at få en samtale til rigtigt at flyde og flyve, satte jeg endnu større pris på at have fået stemmen igen, så jeg kunne supplere hendes fantastiske fortællinger med mine erfaringer, overvejelser og perspektiver.

Nu er jeg hjemme i skoven igen, og i dag nyder jeg igen at være helt stille i dag. Jeg er virkelig glad, lettet og taknemmelig over, at min stemme 7-9-13 lader til at være tilbage. Og jeg sætter nu mere end nogensinde før pris på alt det gode den gør for mig.

Men jeg har også virkelig nået at værdsætte, at min dagligdag rummer så meget stilletid, også når stemmen fungerer som den skal. For det er ikke bare min stemme, der har brug for at hvile sig. Det har mit sind også. Jeg har brug for stilletid til at lade de mange indtryk og udtryk marinere, før jeg fylder mere på. For allermest holder jeg af gode samtaler og socialt samvær, når jeg har god tid til at være helt stille både før og efter. Så jeg har nået at samle alle de tanker, jeg glæder mig til at vende med andre - og at give alle de nye ideer, der fremspirer undervejs i samtalerne og samværet mulighed for at finde rodfæste.

Så det er også noget af det, der er blevet nemmere for mig at styre, siden jeg påbegyndte livet i skoven. Jeg var ikke helt så opmærksom på det, før jeg mistede stemmen, og jeg blev tvunget til at forholde mig meget konkret til det. Men det er faktisk noget af det, jeg virkelig værdsætter: At jeg i lange perioder reelt lever i silent retreat uden at skulle gøre et stort nummer ud af det. Og at jeg værdsætter de gode samtaler og fantastisk selskab så meget desto mere, når jeg bevæger mig ud af skovens skønne tankeboble.