Efterårets særlige poesi

En af de mange fantastiske ting, Andreas Lloyd lærte mig, mens vi udviklede Samfundslaboratoriet Borgerlyst, var at tænke på projekter som årstider:

Når man først undfanger en ide er man stormende forelsket, føler sig uovervindelig og tror på, at alt kan lade sig gøre. Så følger sommeren, der bugner af muligheder. Men pludselig kommer efteråret, bladene flader af træerne og man opdager alle sprækkerne i projektet. Der er brug for en omkalfatring, der kan forekomme skræmmende. Og derpå vinteren, hvor det er tid til at gå i og lade nye tanker finde rodfæste. Inden et nyt forår tager fuld fart.

Udfordringen ved det samfund, det arbejdsliv og den projekttilgang mange af os i dag lever med er, at der næsten ikke længere er tid og plads til andet end forårets buldrende energi – og at vi har fået så svært ved at være i efteråret og vinteren, at vi hellere springer direkte til et nyt forår, end vi tør udforske udfordringerne, omfavne omkalfatringen og skabe plads til fordybelsen og rodfæstelsen. Men alle årstiderne er virkelig vigtige for, at projekter lykkes og skaber en reel forskel. Finder tilstrækkeligt dybt rodfæste til, at de ikke blot blæser væk, så snart de første efterårsstorme sætter ind.

Den slags talte vi meget om, Andreas og jeg - faktisk så meget, at vi endte med at strukturere vores anden håndbog om Borgerlyst efter denne projektcyklus – årets gang.

Og mens vi udviklede redskaber og metoder, der kunne hjælpe samfundsaktører, iværksættere (og os selv) med at kravle op af de iltløse huller, der opstår i ethvert projekt skete der noget forunderligt for mig: Jeg begyndte virkelig at værdsætte efteråret. Se skønheden i de voldsomme storme. Værdsætte behovet for omkalfatring.

Det er især blevet forstærket efter jeg for snart 4 år siden flyttede ud midt i skoven. 1. oktober 2021 - min første efterårsdag i skovhuset - skrev jeg følgende i et opslag på Facebook:

"Snart lysner kronens bladenet

og hvert et løv må briste."

Det er ikke til at se det med det blotte øje, hvis man bare sådan lige falder forbi. Men der sker noget i skoven i disse dage, der får mig til at bide særligt meget mere mærke i et par linjer fra "Septembers himmel er så blå", jeg ikke tidligere har været så opmærksom på.

For mens det nemt springer i øjnene at hylden står purpursort, slåen blå, æblerne røde, at georginer spraglet gror og at der er røde hybenhjerter overalt i min have, sker der nogle langt mere subtile forandringer i selve skoven.

Den er stadig primært tæt og grøn. Og så alligevel... Hver morgen, når jeg slår døren op og ser det udsnit af verden, jeg gengiver på billedet her, er alting en anelse forandret.

For den måde lyset falder på et par af stammerne, har jeg ikke set siden det spæde forår. Skoven har været alt for tæt til, at lyset kunne trænge igennem.

Det er den slags nuancer, jeg aldrig ville have opdaget, hvis jeg bare var gået en tur i skoven. For så ville jeg ikke have haft noget sammenligningsgrundlag.

Men det må være sådan, det ser ud, når kronernes bladenet lysner og løvet langsomt brister. Og det gemmer på sin helt egen hverdagsfortryllelse.

Nu påbegynder jeg så mit tredje efterår mellem de kæmpestore, oldgamle træer jeg bor i blandt. Og omkring mig står de gamle kæmper stadigt sommerligt grønne og tilsyneladende fortsat fuldkronede, selvom det er tydeligt, at der falmer og falder mange blade fra dem hver dag.

Og derfor vakte dette smukke opslag på LinkedIn fra Kresten Schultz Jørgensen dyb genklang i mig her til morgen:

Gulddage

Efteråret er her, træer i flammer. For en uge siden var der varme i luften, nu kommer frosten. Gulddage, der rammer alle sanser. Føle, lugte, se.

Efteråret minder om forgængeligheden, hedder det normalt. At vi skal skynde os som egern i en nøddekonkurrence. Eller som fuglene, der planlægger afrejsen.

Men for nylig er jeg selv blevet gammel, og pludselig virker efteråret anderledes: Forandringerne er langsomme, et blad ad gangen.

Forleden faldt jeg over et essay af Rebecca Solnit, Slow Change Can Be Radical Change, der er en tankevækkende udforskning af, hvordan de vigtigste forandringer ofte sker langsomt.

Har miljøaktivisten ret? Jeg tror det. Tiden dyrker vendepunkter, gennembrud og skilleveje. Wakeup-calls og tipping-points. Politikerne støjer, nyhederne pisker, og vi tror, at alt skal ske i et flash.

Men efteråret siger noget andet. Vi træder et skridt tilbage og ser det større billede: At små, trinvise ændringer over tid kan føre til dybtgående forandringer.

De små forandringer kan vi se. Efteråret viser dem.
Efteråret er langsommelighedens radikale forandring.

Dagen i dag - 1. oktober 2014 - markerer samtidig begyndelsen på det første efterår efter, at jeg er fyldt 50. Foreløbig elsker jeg 7-9-13 den nye livsfase, jeg befinder mig i. Og samtidig tænker jeg på, hvor mærkværdigt det er, at vi ligesom med projekterne, overfokuserer på barndommen og ungdommen, når vi taler om livet – i en grad så mange næsten ikke kan rumme at være i andre livsfaser og nyde alt det, de byder på. Det forekommer så uhensigtsmæssigt, fordi det eneste, vi allesammen med sikkerhed ved om livet er, at vi alle bliver ældre, hvis vi er så priviligerede ikke at dø før tid. Og jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er en større nysgerrighed efter alt det, de mere modne livsfaser bringer. Jo ældre vi bliver, jo færre er det trods alt forundt at få lov at opleve de dele af livet – og alle de livserfaringer og tankerækker, der følger med dem. Men åh hvor jeg dog har lært at værdsætte det. Og hvor jeg dog med nysgerrighed tager hul på livets mere modne faser… længe leve efteråret…