Person, der går åbent og frejdigt til tingene. Tør stille de dumme spørgsmål, er ikke bange for at dumme sig og kaster sig ud i tingene, fordi de endnu ikke ved, hvor svært det er, hvor galt det kan gå og at alle de andre ryster på hovedet og tænker "det HAR vi prøvet".
I voksen version ofte en person, der er god til alt muligt andet, men som bare aldrig kom ordentligt igang med at træne sine færdigheder på dette område - og som derfor kan være lidt blufærdig ved at give sig i kast med noget, man er så åbentlyst dårlig til, når man er så vant til at blive rost for alt det, man har trænet i årevis for at blive god til.
Hvis den voksne nybegynder tør give slip og kaste sig ud i det, bibringer nybegynderen ofte det nye felt sin ekspertise fra sit eget felt, der ofte kan være med til at berige det nye felt - ligesom nybegynderen selv ofte får et helt nyt blik på sit eget ekspertiseområde efter at have været nybegynder på et andet felt.
De 'voksne nybegynderes kraft' er en af væsentligste bevæggrunde for at sætte Samtidens Akademi i søen. Der findes så mange fine kurser for børn og unge, hvor de kunstmuseer og museer kan opdyrke deres talenter. Men når først man er blevet voksen og er kommet 'godt i vej' er langt imellem mulighederne for at lære noget helt nyt, hvis man ikke har mulighed for at tage på højskole i nogle måneder eller tage et aftenskolekursus hver uge. Og det kan de færreste erhvervsaktive voksne. Især ikke, hvis de samtidig har en familie at passe. Men det behøver ikke at være ensbetydende med, at det kun er som helt ung og pensionist at man kan udvide sit dannelsesmæssige spektrum.
Samtidens Akademi er sat i verden for at skabe en ny form for læreanstalt bygget på nybegyndermentalitet - og for at skabe de optimale rammer for faglig krydsbestøvning.