Godt begreb at bruge om noget, man har lyst til at afprøve, men ikke føler sig helt fortrolig med at kaste sig ud i. Når man kalder noget et eksperiment, er det helt i orden, hvis det ikke lykkes. Faktisk er det vigtigt, at noget går galt undervejs. Ellers har man ikke været modig nok.

Når man kalder noget for et eksperiment og et laboratorium, tager det en stor del af presset og gør hele processen mere legende. Samtidig skaber det en anledning til at glæde sig over processen og fascineres af det, der ikke lige faldt ud som forventet. Ofte er det det, man lærer allermest af.

De mange eksperimenter, jeg gennem tiden har foretaget med mig selv som forsøgskanin, udgør i dag en vigtig del af mit indre bibliotek – min copia – og gør, at jeg har en masse personlige erfaringer at trække på, når jeg udvikler nye ideer og rådgiver andre om projekter.

Dels har jeg selv gennemgået mange vidt forskellige projekters årstidscykli mange gange. Jeg har (meget ofte) prøvet at være vildt optændt af forårets vilde opstartsenergi – nyforelskelsen i en ide. Og jeg har prøvet at ligge og ralle på bunden af et iltløst hul og måttet finde ud af, hvordan jeg kravlede op derfra. Jeg har prøvet at have fantastiske ideer, der viste sig slet ikke at fungere i praksis – og at begå noget, der umiddelbart var en fejl, og som viste sig at rumme kimen til en genial løsning. Og i begge tilfælde har jeg – inspireret af Benjamin Zander – måttet slå ud med armene og udbryde: “How fascinating”.

Dels har jeg efterhånden haft flere tusind gæster til mine forskellige samtalesaloner, løsningslaboratorier og konferencer – så jeg har også oplevet et væld af reaktionsmønstre og uventede situationer og udfald, der tilsammen udgør en kolossal erfaringsbase. Hvert arrangement er sit eget, hver gæstegruppe helt sin egen. Hvert emne eller udfordring har sine egne benspænd og muligheder. Så det er altid uforudsigeligt – og ikke desto mindre begynder jeg at genkende en masse mønstre, der øger risikoen for, at det bliver op ad bakke eller øger chancerne for, at der opstår magi.

Forrige
Forrige

Næste
Næste