Borgerlysten længe leve

I dag er det 14 år siden, Andreas Lloyd og jeg åbnede Samfundslaboratoriet Borgerlyst med en stor fest i VEGA. En aften, der samtidig blev startskuddet til Samtalesaloner, fordi vi blev væltet helt bagover af gæsternes begejstring over de samtaler vi satte igang mellem dem - og straks besluttede os for, at laboratoriets første eksperiment skulle handle om at styrke samtalekulturen og vende vigtige spørgsmål med fremmede.

De 14 år, der er gået siden da, har været vildt berusende. Sjove. Lærerige. Meningsfulde. Ofte også forpustende.

Og det er svært at forestille sig, hvordan mit liv havde formet sig, hvis jeg ikke havde stået i den kommunalvalgskø dengang i 2009 og undret mig over, hvorfor jeg ikke deltog mere aktivt i samfundets udvikling og altid tænkte “nogen burde gøre noget”, når jeg så noget, der kaldte på forandringer. Og besluttede mig for, at når jeg havde sat mit kryds og trådte ud på den anden side at stemmeboksen, skulle jeg til at være en af dem, der selv var med til at gøre noget.

Det var vildt at træde ud på den usikre grund, der nu skulle være mit nye liv - og som jeg dengang ikke anede, hvad indebar. Og samtidig kunne mærke allerinderst inde, at der ikke var nogen vej tilbage.

Og det lærte jeg i sig selv helt utroligt meget af, som jeg aldrig ville have været foruden - og som jeg vil prøve at sammenfatte her:

Om samarbejde og patchworktæpper

Borgerlyst var aldrig blevet Borgerlyst, hvis ikke Andreas Lloyd helt fra starten havde sagt: “Det lyder virkelig spændende, og det vil jeg gerne gøre sammen med dig.” For Andreas og jeg er på mange måder som nat og dag, og det skabte fra starten en vildt interessant dynamik i vores omsiggribende samtaler og tilgang til de mange eksperimenter, vi sammen satte igang. Andreas er et af de klogeste og mest belæste mennesker, jeg kender - og rigtig meget af det, vi i dag kalder Borgerlysts “Tankegods” bygger videre på bøger han har læst og dechifreret og videreformidlet til mig - inden vi så sammen udviklede det videre til helt nye begreber, metoder og modeller.

Jo ældre jeg bliver, jo mere tænker jeg over, hvor afgørende det er, at vi møder de mennesker, der kan være med til at forløse vores potentiale. Vi fokuserer så tit på eneren - kunstneren, opfinderen, forfatteren, iværksætteren - men i virkeligheden er langt det meste af det bedste skabt af et øko-system, hvor vi har puljet kræfterne og hver af os har spillet ind med netop det, vi var bedst til. Og jeg er virkelig taknemmelig for, at Andreas og jeg igennem 5 år spillede så fantastisk godt sammen.

Og selvfølgelig også for alle de andre, der undervejs spillede ind. For Andreas og jeg kunne aldrig være nået så langt alene. Borgerlyst er blevet til ved hjælp af alle de redskaber, vi har udviklet undervejs og skrevet om i vores bøger. Det har været ét stort fagligt sammenskudsgilde, hvor alle er trådt ind på engagementstrappens forskellige trin med et væld af mikrohandlinger.

Ikke mindst den fænomenale grafiske designer Jan Rasmussen, der nu i 25 år har iklædt mine mange ideer de smukkeste visuelle universer - og som selvfølgelig også er manden bag Borgerlysts smukke patchworktæppe. For som Jan sagde, da han havde lyttet til os fortælle om ideerne til det, der udviklede sig til Borgerlyst: “Det minder lidt om, når Amish-folket indsamler gamle tøjrester og syr patchworktæpper ud af det. Ingen af de små klude kunne så meget i sig selv, men når man syr dem sammen, bliver det til det smukkeste, varme tæppe - og sådan er det jo også lidt, når vi gerne vil lave frivilligt arbejde: Hvis man kun har et par timer, tænker man, at det alligevel ikke nytter noget - men hvis I skaber en ramme, hvor vi kan pulje alle vores timer og ideer, kan det godt gøre en forskel.” Og mere præcist kunne det faktisk ikke hverken illustreres eller siges.

Om leg og laboratorier

En af de Borgerlyst-tilgange, der forandrede mit liv mest radikalt er ideen om, at “alt er i beta”. Det er en tankegang Andreas hentede fra software-udviklings-verdenen, hvor man konstant udgiver nye opdateringer, tester, forbedrer, opdaterer igen… i stedet for at betragte løsningerne som færdige. Når man lever i beta omfavner man det grundvilkår, at alt er foreløbigt og i konstant udvikling. Man bygger mange prototyper, tester ofte og lever med, at selv de bedste løsninger i sidste ende blot er udtryk for den bedst mulige “acceptable fejltilstand” indtil man bliver klogere og skaber en endnu bedre løsning.

For mig har det aldrig udelukket, at jeg samtidig har gjort mig umage og stræbt efter at skabe den bedst mulige løsning, skrive den bedst mulige bog, planlægge den bedst mulige samtalesalon. Men det har hjulpet mig til at give lidt mere slip. Få udgivet nogle bøger, uden kvababbelse over, at jeg ikke havde læst alt stof på området. Det er nemt at sige i tilfældet Borgerlyst, hvor jeg vidste Andreas havde støvsuget litteraturen på området… men også sidenhen har det hjulpet mig til at sige: “Det er det, jeg ved, tænker, håber lige nu. Jeg forbeholder mig altid retten til at blive klogere - men det at sende disse tanker ud i verden nu, er i sig selv en effektiv måde at blive klogere.”

I det hele taget viste det sig at være et ekstremt vigtigt greb, at vi fra starten kaldte Borgerlyst for “et samfundslaboratorium”. For i et laboratorium må man gerne fejle - det skal man faktisk helst, for hvis alt bare lykkes i første hug, er det tegn på, at man ikke har været modig nok. Ikke har turdet tænke stort nok.

Andreas introducerede også tidligt i vores samarbejde musiklæreren Benjamin Sanders råd om at reagere ved at råbe “How Fascinating” , hver gang der skete noget uventet af den slags, andre typisk ville have kaldt “fejl”. I stedet for at ærgre os over vores fejl og dumheder, skulle vi i stedet lade os fascinere af det, der var sket, undersøge hvorfor det var gået, som det var gået - altid se, hvad vi ville kunne lære af det. Og også det har været vanvittigt befriende lige siden. I stedet for at ærgre mig over alt det, jeg aldrig har fået lært eller er kommet igang med, finder jeg nu en kolossal glæde i at være “voksen nybegynder” - der meget bogstaveligt glæder mig til at lære (og fejle og lade mig fascinere) hele livet.

Laboratorietanken gjorde det nemt for Andreas og mig at kaste os ud på det helt dybe. Vi havde ingen penge til at gøre det for, for vi havde aldrig søgt støtte, og vi havde ikke nogen stor organisation i ryggen. Vi ville se, hvor langt vi som to helt almindelige borgere kunne nå alene i kraft af vores egen borgerlyst. Og det viste sig at være helt utroligt meget længere end nogen af os havde haft fantasi til at forestille os, før vi gik igang.

Om at dele og frigive

I forlængelse af beta-tanken var det også vildt befriende, at Andreas - igen via sit kendskab til open software-bevægelsen - inspirerede mig til at dele alt vores materiale “open source” via en Creative Commons-licens.

I stedet for at prøve at indhegne vores ideer og metoder, gav vi andre mulighed for at bygge videre på sålænge de delte deres på samme vilkår. Vores vigtigste formål var jo helt overordnet at styrke samtalekulturen og borgerlysten - og at inspirere så mange som muligt til at styrke og dyrke deres handlekraft i hverdagen. Så det har været vildt inspirerende og lærerigt at se, hvordan alle mulige andre byggede videre på vores ideer og fik dem til at blomstre og sprede sig så meget, at der et år på Folkemødet faktisk var Samtalesaloner overalt, at ordet blev optaget i Ordbog over Det Danske Sprog og at det i dag bare er et helt almindeligt begreb på linje med “møde” eller “konference”.

Og JO, det har da indimellem været grænseoverskridende, at vi ikke har kunnet garantere for kvaliteten, af alle de samtalesaloner folk afholdt, og JO indimellem er der nogen, der lidt har misforstået, HVOR frit de bare kunne bruge vores materialer, formulerer og navne i markedsføringen af deres egne samtalesaloner. Men set henover det nu 14-årige perspektiv må jeg sige, at udfordringerne (7-9-13 )har været forsvindende få, men fornøjelserne ved at slippe ideerne fri har været ufatteligt mange. Og det er der i sig selv noget utroligt smukt og livsbekræftende i…

Jo mere vi har delt og givet, jo mere er der strømmet tilbage til os.

Om årstider, iltløse huller og ildsjælenes honningdepoter

Jeg har altid været meget varsom med at bruge H.C. Ørsteds ellers så smukke begreb “Ildsjæle” i Borgerlystsammenhænge. Dels fordi det har det med at få folk til at tænke, at man skal være “gjort af et særligt stof” for at kaste sig ud i sine drømme - hvilket er modsat vores hensigt med Borgerlyst, der handler om at gøre det som nemt, sjovt og spontant som muligt at bruge sin handlekraft og at dyrke sit lille ekstra overskud i hverdagen.

Men jeg har også afholdt mig fra at bruge det, fordi ildsjæle ofte har det med at brænde ud. Efter den første voldsomme opflamning, har gassen det med at gå af ballonen - og det er ikke særlig bæredygtigt. Alt for meget energi, alt for mange gode ideer, alt for mange erfaringer går tabt på den måde.

Så jeg er meget optaget af at undersøge, hvordan man holder sin indre flamme i live. Også når det stormer omkring den.

Her har det hjulpet mig meget at blive bevidst om den årstidscyklus næsten alle projekter har det med at følge. Og igen sender jeg en tanke til Andreas, der lige havde været på kursus i permakultur, da han begyndte at tale om projekters årshjul:

Når en stor ide først spirer frem, føles det som en eksplosiv forårsforelskelse. Alt er muligt. Energien uudtømmelig. Troen på, at det nytter, ukuelig. Snart efter følger sommeren, hvor der begynder at komme lidt mere ro på - det er dejligt, men ovenpå forårets vilde ridt risikerer det også ofte at kunne føles en anelse kedeligt, forudsigeligt.

Og pludselig kommer efteråret - og det er man næsten altid uforberedt på. Bladene falder af træerne, det rusker omkring en, alle sprækkerne i ideen åbner sig på vid gab, man begynder at forstå, hvor langt der er igen, tvivle på egne evner, blive irriteret på sine samarbejdspartnere. Andre ideer og samarbejder frister - og det forekommer meget nemmere at kaste det hele over bord og springe ud i et nyt forjættende forår. Og så kommer vinteren, hvor det er tid til at marinere det hele, lade det nye spire frem og finde rodfæste. For det er tid til, at et nyt forår spirer frem.

Det, der er så tankevækkende - og meget lidt bæredygtigt - er, at vi efterhånden har skabt et arbejdsliv og et samfund, hvor der nærmest kun er plads til foråret. Og har glemt, at de andre årstider er mindst lige så vigtige - og at en stor ide skal igennem mange årstidscyklusser før den for alvor kan folde sig ud. Men det er der næsten aldrig tid, plads - eller råd - til. Så derfor ender vi med en masse hektiske opstarter - og alt for få fuldbyrdede ideer.

Det jeg selv efterhånden har lært - både på baggrund af egne erfaringer og af de mange projekter og initiativtagere, jeg har fulgt tæt gennem borgerlystårene - er, at det er vigtigt at kunne rumme og skabe plads til hele processen. Hvis man springer direkte fra forår til forår, når ideerne aldrig rigtigt at folde sig ud - og de færreste kan holde til det rent mentalt. De går ned med stress, brænder ud.

Så jeg øver mig selv i virkelig at omfavne de mere stille - knap så eksplosive - perioder. Og til det formål jeg har fundet ud af, at det hjælper at have gang i flere projekter af forskellig type og omfang på samme tid. Så de kan få lov at følge forskellige cycli. Så nogle projekter eller ideer får lov at ligge lidt i vinterdvale, mens andre er i rivende udvikling. Eller så jeg lader en sød lille hemmelighed spire frem i det spæde forår, som jeg kan gå og glæder mig over, mens resten af mig ligger og raller på bunden af et iltløst hul, fordi et af mine store projekter befinder sig midt i efterårets rusken. Det fungerer som det dejligste lille honningdepot

Om at fejre og skilles
med festlige finaler

Lad mig slutte af med at dele to billeder fra et af de absolutte højdepunkter i Borgerlysts historie - nemlig vores 5-årsfødselsdag, som vi først fejrede ved at lave et stort sammenskudsgilde i samarbejde med Dansk Arkitektur Center som kulminationen på deres udstilling om Borgerlyst. Her markerede vi grundlovsjubilæet med en stor frokost, hvor halvdelen af gæsterne var mødt op to timer tidligere end de andre for at bygge de borde, vi skulle sidde ved langs kajen - resten medbragte maden - og alle havde sendt nogle stikord om grundloven, som jeg havde sammenflettet i en tale, som alle bidrog til at læse op i en talebølge rundt om bordet.

Det var så skønt, at DAC lavede den udstilling, der skabte en perfekt anledning til at kigge tilbage på alt det, Andreas og jeg sammen havde skabt - og reflektere over alle de erfaringer, vi gerne ville give videre. Og det var fantastisk at se det faglige sammenskudsgilde, der udfoldede sig under bordbygningen, hvor nogen var boremaskine-mestre, andre designere og andre igen hjælpende hænder.

Samme aften havde vi inviteret alle, der gennem årene havde bidraget til Borgerlyst til en “skilsmissefest”, hvor Andreas og jeg bandt en sløjfe på det gode samarbejde og sendte hinanden godt videre ud i verden. Og det var også i sig selv en smuk måde at hylde et godt samarbejde på. Stadig som gode venner og med masser af ting, vi havde lyst til at tale om og skabe sammen - men også i erkendelsen af, at vi havde lyst til at udforske ideer i nogle lidt forskellige retninger.

Jeg er stolt af, at vi dengang turde opløse et samarbejde, der ellers var på sit højeste lige der. Vi tog os god tid til at lave den tidskapsel på Borgerlyst.dk, der skulle gøre det nemmest muligt for andre at lære af vores erfaringer - og vi har også siden skrevet en bog sammen om alt det, vi lærte og udviklede - set lidt mere i retrospekt. Nogen gange løser vi opgaver sammen. Andre gange tjekker vi bare lige ind, fordi der er noget vi trænger til at vende med hinanden, som vi dybest set ved, at ingen andre rigtigt vil kunne forstå. Og jeg var ceremonimesteren, da Andreas og Sofie blev gift for nogle somre siden.

Og det er også noget, jeg tager med mig videre i livet fra Borgerlyst-tiden: At nogen gange ærer man det gode allerbedst ved at turde afslutte det, når det egentlig er på sit højeste og mest blomstrende.

Borgerlysten længe leve…