The Month of Magical Thinking

Den måned, der gik siden jeg fyldte 50, vil altid stå for mig, som ganske særlig.

Jeg har allerede gladeligt berettet om selve fejringen, hvor jeg havde inviteret inderkredsen i alle aldre til 3 dages lejrskole om løvspring. Og jeg smiler stadig ved tanken over den tyktflydende lykkefornemmelse, jeg oplevede ved at have god tid til at hænge sammen med mine gæster, mens vi lærte alt muligt skønt sammen midt i Lundgaards overdådige forårsskønhed holdt workshops og talks for hinanden (billedet er fra Susanne Exners helt fortryllende papirblomsts-workshop). Og jeg anbefaler virkelig varmt at gøre noget lignende på sine runde dage.

Men her på månedsdagen bliver jeg pludselig bevidst om, at der også er en anden anbefaling jeg gerne vil give videre i forbindelse med markeringen af livets store milepæle: Nemlig at give sig tid til omfavne og udforske transformationen.

Jeg læste for nogle år siden Joan Didions smukke og vigtige bog "The Year of Magical Thinking", hvor hun fortæller om det år, der fulgte efter hun med uhyggeligt kort mellemrum mistede både sin mand og sin datter. Om den dybe sorg - men også om alle tankerne, der spirede frem midt i undtagelsestilstanden. Og alle spørgsmålene om, hvem hun nu var - og gerne ville være.

Og selvom min 50-års-fødselsdag var en langt lykkeligere begivenhed - og jeg hører til dem, der gladeligt omfavner at blive ældre - havde jeg i månederne op til selve dagen godt kunnet mærke, at det var vigtigt, at jeg ikke havde alt for travlt umiddelbart bagefter.

Der var noget, der skulle have lov at fylde, krævede plads. Og det var egentlig ikke fordi hverken datoen eller antallet af år i sig selv var så afgørende. Men 50-års-fødselsdagen føltes som en god anledning til at give transformationen den plads og opmærksomhed den fortjente - en slags mental fødselsdagsgave til mig selv.

Så i den seneste måned har jeg arbejdet-arbejdet forsvindende lidt - og i stedet brugt uendeligt meget tid på at overveje, hvordan jeg fremover bruger mine kræfter, talenter og erfaringer bedst. Hengivet mig til poesien, filosofien og kunsten. Og ladet mine kreative årer flyde (endnu mere) frit.

Det er ikke fordi, der var noget galt. Tværtimod er jeg 7-9-13 virkelig glad for mit liv, levned og levebrød - så det handler ikke om at lave drastiske ændringer. Men nu hvor jeg så samtidig har taget mig tid til at arbejde i haven, kan man metaforisk sige, at det mest af alt handler om den dybe erkendelse af, at hvis jeg bare lader alting vokse og knopskyde frit, bliver det i praksis på bekostning af nogle af de ting, jeg virkelig gerne vil skabe plads til og gøde og værne om.

Det handler om at genopdage den, der er mig.

Hvilke af de drømme, talenter og ambitioner, jeg havde som yngre, er det stadig vigtigt for mig at nå at realisere?

Hvilke af dem har jeg faktisk for længst indfriet - i nogle tilfælde måske uden rigtigt at have opdaget det? Og hvilke af dem er i så fald stadig vigtige for mig at holde fast i og måske opdage dybere lag af? Hvilke har ændret sig med alderen - og verdens udvikling omkring mig - og er de i så fald stadig relevante eller har fået en ny relevans?

Hvilke nye drømme er kommet til, som jeg ikke har givet nok plads, fordi jeg allerede var optaget af så meget andet - og hvad af det, der har optaget mig så meget, skal måske beskæres lidt nu, så der bliver plads til det nye?

Hvad har fået lov at fylde - og hvorfor egentlig det? Hvilke muligheder har jeg ikke grebet - og hvorfor egentlig ikke?

Og hvem har jeg allermest lyst til at arbejde, lege, skabe, elske, rejse, filosofere og udforske med?

I langt de fleste tilfælde tegner svaret egentlig til at være, at det 7-9-13 er forrygende fantastisk allerede. Men jeg kan samtidig mærke en helt ny klarhed i, hvad jeg siger nej til - og at det falder mig lettere at sige klart nej. Og (hvilket vi nogen gange glemmer er mindst lige så vigtigt) hvad jeg siger ja til - og at det falder mig lettere at sige klart ja.

Det er slet, slet ikke fordi en måned i sig selv er nok til alle de tanker. Og grundlæggende synes jeg jo, at det er spørgsmål, man skal stille sig selv med meget jævne mellemrum - uden, at der er konkret anledning til det. Og det synes jeg egentlig også, at jeg altid har været meget bevidst om.

Men ikke desto mindre må jeg konstatere, at det - trods alle mine mange bekymringer på verdens vegne i denne tid - har været en maj måned som ingen andre som i 50 år.