Det er lidt over en uge siden, jeg vendte hjem fra mit store concopiske eventyr i Washington D.C.
Og selvom alle danske medier er sprængfulde af historier om dagens midtvejsvalg, springer det mig især i øjnene, hvor mange vigtige historier der ikke bliver fortalt. Eller i hvert fald slet ikke bliver fremhævet nok.
For efter at have tilbragt to måneder derovre, mens The Concopian Chamber of Wonders var udstillet på hovedbiblioteket i hjertet af den amerikanske hovedstad, er det nogle helt andre indtryk, der har indprentet sig hos mig, end de store valgdramaer medierne fokuserer på.
For ja, det er tungt, svært, trist og polariseret derovre. Mange vigtige organisationer, projekter og initiativer er blevet svækket, og ytringsfriheden er blevet stækket. Men det har samtidig affødt, at en hel masse borgerlyst er blevet vækket.
Og det har været helt vildt inspirerende at udforske, mens jeg i udstillingen har mødt en lang række samfundsdesignere, aktivister, kunstnere og initiativtagere til forskellige borgerbevægelser.
Jeg ved godt, at Washington DC på ingen måde er repræsentativ for hele USA. Det er en by, hvor et stort flertal at vælgerne stemmer på Demokraterne. En by, der kalder sig selv Chocolate City på grund af den superstærke afroamerikanske kultur – og som i det hele taget er vidunderligt mangfoldig og ikke mindst har et stærkt LGBTQ+-miljø.
Men når man som mig elsker at rejse alene og derfor ofte vælger at sidde i spisebaren, er det også en by, hvor man nemt falder i snak med lobbyister, erhvervsfolk og konferencegæster, der er kommet til hovedstaden fra resten af landet – og har vidt forskellige politiske holdninger.
Og i alle de mikromøder og indimellem virkelig dybe samtaler, er der især tre aspekter, der bringer mig håb i en ellers temmelig dyster tid.
1) Trods uenighederne er der stadig meget, der vækker dyb resonans på tværs af fronterne
Det viste sig hurtigt, at en af Concopias største styrker derovre var, at samtalerne i tre ud af de fem kategorier udspringer af spørgsmål og fortællinger om Wonders of Nature, Endangered Skills og Reenchantments.
Emner, der i første omgang fremkalder ret dybe selverkendelser om ens egne vaner og prioriteringer. Typisk efterfulgt af dybe længsler efter at gøre, handle og leve anderledes. Og som så ofte munder ud i større refleksioner om samfundet: Hvordan beskytter vi bedst naturens vidundere? Hvilken forskel ville det gøre for vores forbrug, hvis vi selv var i stand til at reparere mere? Eller for den menneskelige intelligens, hvis vi genopøvede vores koncentrationsevne? Hvorfor accepterer vi, at så meget af det, der plejede at gøre livet værd at leve, i dag er blevet fuldstændig affortryllet?
Det kan måske umiddelbart lyde som en omvej til at tale om alt det, der brænder her og nu. Men det har vist sig at være nogle meget kærkomne svinkeærinder, fordi der på trods og tværs af forskellighederne når at opstå en dyb resonans mellem samtaleparterne, når de lytter til hinandens selverkendelser og længsler. På trods af de politiske uenigheder kan de fleste genkende sig selv i hinanden på et dybt menneskeligt plan, der gør, at de lytter mere åbent og respektfuldt til hinanden, når uenighederne sidenhen begynder at trænge sig på.
Jeg oplevede det selv meget konkret, da jeg faldt i snak med en 22-årig republikansk kvinde fra New Mexico, der lige var flyttet til D.C. for at bakke op om sit lokale kongresmedlem. Vi faldt ret hurtigt i snak om det, jeg i Concopias terminologi kalder Endangered Skills – alle de håndværk, sysler og evner, der var helt naturlige for mennesker at mestre for et par årtier siden (jeg nævner i flæng koncentration, madlavning, reparation og evnen til at gøre sig umage) og hun fortalte, hvordan hun som 22-årig følte sig heldig at være født, inden AI for alvor slog igennem, så hun havde nået at danne sig selv som et ægte menneske, mens hun frygtede for sine yngre søskende. Der var fra første sekund ingen tvivl om, at hun og jeg på mange måder befandt os på forskellige planeter – men vi kunne nemt mødes i den fælles udforskning af det emne. Hvilket helt naturligt også fik os til at tale om forskellene på Danmark og New Mexico/USA, generationsspørgsmål og forskellige løsningsmuligheder. Med hver vores vidt forskellige tilgang. Nysgerrigt og respektfuldt udforskende. Så det faktisk i høj grad endte med at være en meget politisk samtale om aktuelle samfundsforhold. Men fuldstændig anderledes end den konfrontatoriske debat, det ellers nemt kunne være endt i.
2) Spontanitet og generøsitet hjælper utopierne på vej
Når jeg forklarer folk om de tre elementer, der inspirerede os til Concopias navn, afslutter jeg efter at have fortalt om Copia (vores indre biblioteker) og Concordia (sameksistens trods uenigheder) altid med at tale om Utopia.
For gennem mit efterhånden lange liv som samfundsdesigner har jeg så ofte oplevet, hvordan både mine egne og andres ideer på et alt for tidligt stadie er blevet mødt af kommentarer som ”Det er jo fuldstændig utopisk” eller ”Tror du virkelig selv på, at det kan lade sig gøre?”
Jeg drømmer om, at jeg med Concopia kan inspirere til, at vi fremover bliver meget bedre til at hjælpe og støtte hinanden i at udvikle vores ideer. At vi snarere siger: ”Wauw, det var da en fuldstændig concopisk ide. Hvad kan jeg gøre for at hjælpe dig med at føre den ud i livet?”
Og jeg har jo altid godt vidst, at det er en meget grundlæggende del af den amerikanske kultur, at de er ikke bange for at påtage sig moonshot challenges. Men jeg har alligevel været vildt positivt overrasket over at opleve det i praksis.
Jeg havde meget bevidst ikke pakket min kalender derovre for tæt, fordi jeg gerne ville skabe plads til, at der kunne opstå spontane muligheder. Så jeg havde primært en masse aktiviteter under Opening Week, hvor også Concopias medskaber, den grafiske designer Jan Rasmussen, var med, og vi lavede en masse eksperimenter med naturforbundethed sammen med Lisbeth Mærkedahl og Helene Bruhn Schwartzman fra DOKK1 i Aarhus. Tilsvarende havde jeg på forhånd planlagt en masse ting i den afsluttende uge.
Alt derimellem lå faktisk – bevidst – ret åbent. Og det bliver alt for omfattende at fortælle om alt det, der spontant opstod undervejs her. Men som et par konkrete eksempler på det jeg ville kalde The Concopian Spirit, spurgte Nate Hill, der leder en sammenslutning for alle bibliotekerne i New York, om jeg ville stå for det første bestyrelsesmøde i The Library Field – et stort skovområde, der fremover skal fungere som naturbibliotek. ”Vi har foreløbig kun et festivaltoilet og en bålplads deroppe, så det bliver ret simpelt alt sammen, men nu er det jo nu, du er her, så skal vi ikke prøve?” spurgte han. Lederen af The Game Center på American University inviterede mig op til en spontan forelæsning for deres studerende. Arrangøren af en seminarrække om bibliotekernes rolle i forhold til AI bad mig indlede en seminardag, når gruppen igen samledes fra hele USA.
Og også de danskere, jeg havde kontakt med derovre, havde en langt mere spontan tilgang, end vi typisk oplever herhjemme. Ambassaden bad mig lave concopiske samtaler til deres teambuildingdag og holde en samtalesalon, da de samlede de honorære konsuler fra hele USA. Og en to vupti fik Lea Korsgaard og jeg også arrangeret en meget spontan samtalesalon med udgangspunkt i hendes vidunderlige sommerfuglebog.
Dertil kommer den kolossale gæstfrihed både fra min familie og gamle venner derovre – og fra alle dem, jeg endnu ikke kendte, men som folk generøst satte mig i kontakt med. Kaffemøder, frokoster, drinks… med nogle virkelig gode, koncentrerede samtaler. Invitationer til spændende konferencer, åbningsfester, seminarer. Ikke så mange overvejelser om, hvem der teknisk set hører med til vennekredsen eller arbejdsfællesskabet. Mere en nysgerrig åbenhed over for at inkludere åndsfrænder.
For eksempel ville jeg også gerne holde en af mine forsamlinger derovre – et særligt format med fokus på faglig krydsbestøvning, hvor gæsterne er nøje udvalgt for deres spændende virke på tværs af fagligheder. Også her var folk virkelig gode til at anbefale andre, de syntes, vi også skulle invitere – og selvom det var med ekstremt varsel, lykkedes det alligevel at samle en virkelig god flok til The Concopia Washington Assembly.
Og det er blot et udpluk af al den spontane støtte og umiddelbare begejstring jeg som en helt fremmed fugl oplevede derovre. Og det var så fint at opleve, hvordan rigtig mange af dem jeg mødte ikke alene selv var i fuld gang med vigtige borgerlystne bevægelser og initiativer, men også hjalp og støttede hinandens virke.
3) Biblioteket fungerer virkelig godt som rummelig ramme
Det var simpelthen så spændende at lave udstillingen lige netop på Martin Luther King Jr. Memorial Library. For den blev dagligt besøgt af et vidunderligt varieret udsnit af befolkningen. Som hovedstadens hovedbibliotek huser den ikoniske Mies van der Rohe-bygning en konstant strøm af notabiliteter, der kommer til højprofilerede konferencer eller holder fornemme bryllupper i det smukke eventspace med den imponerende tagterrasse. Og samtidig løfter offentlige biblioteker i USA også et vigtigt samfundsansvar, når de sikrer alle borgere adgang til computere og mulighed for at printe – og giver de hjemløse mulighed for at komme på toilettet og køle ned i de varme, fugtige somre og få varmen i den kolde vintermåneder.
Jeg nåede at holde en lang række arrangementer, forsamlinger og samtalesaloner, mens jeg var derovre. Langt de fleste var helt åbne og krævede ingen tilmelding. Og det var simpelthen så smukt at se, hvordan samtalerne opstod mellem vidt forskellige mennesker.
En samtale, der især har brændt sig fast, opstod under vores store åbningsarrangement, hvor jeg henimod slutningen faldt i snak med en ung hjemløs fyr. Han var egentlig kommet ind, fordi de hjemløse, der holder til lige omkring biblioteket, ved, at de er velkomne til at tage resterne fra den slags store arrangementer. Men han havde også fulgt nysgerrigt med fra gaden, mens vi gjorde udstillingen klar lige inde bag de store vinduer. Nu stod han og bladrede i en bunke Concopia Cards og stoppede på en gang forbløffet og begejstret op, da han nåede til kortet Memento Mori. ”Ved du godt, hvad det betyder?” spurgte han: ”Jeg hørte det for første gang i en rapsang for nylig, og jeg har tænkt så meget over det lige siden, at jeg overvejer at få det tatoveret.” Og så endte vi en lang snak om livet, døden og meningen med det hele. Da vi skulle til at sige farvel, sagde jeg, at han gerne måtte tage det kort med sig ud i verden. Og han svarede ufatteligt rørende: ”You can’t see it because my skin is so dark, but I’m blushing right now. That is the most beautiful thing anyone has ever given me.”
Den slags menneskemøder var der helt utroligt mange af i labyrinten mellem de gigantiske Concopia Cards. Og jeg nærer virkelig dyb beundring for bibliotekarerne, der formår at skabe så rummelige rammer og stå stærkt som demokratiets og folkeoplysningens bastioner i en tid, hvor netop det er så udfordret.
Forbundethed fremfor frontalangreb
I dag er det så lidt over en uge siden, vi pillede The Concopian Chamber of Wonders ned for at skabe plads til selve valghandlingen, der i dag foregår i præcis de samme lokaler. Det føles meget symbolsk.
Ikke mindst fordi jeg siden jeg skrev speciale for 25 år siden har været meget optaget af, hvordan vi styrker den demokratiske samtale og forståelsen for hinanden i tiden mellem valg og folkeafstemninger. Jeg har aldrig forstået det massive fokus på selve valgkampen, mens vi alt for ofte negligerer alle de vigtige samtaler, der burde gå forud for den politiske retorik. Hele fundamentet for samtaledemokratiet, der styrker vores nysgerrighed, lytteevne og oprigtige interesse for at forstå, hvorfor de andre tænker, handler og stemmer, som de gør.
Så det føles helt utroligt meningsfuldt at have arbejdet så intensivt med at styrke samtalerne og den dybe menneskelige resonans på tværs af overbevisningerne. Og jeg er helt vildt benovet over, hvor godt det blev modtaget derovre. Og mens jeg marinerer alle indtrykkene og alt det, jeg lærte af de mange menneskemøder og samtaler, krydser jeg i dag fingre for selve valghandlingen.