En hyldest til menneskemøderne

Store eventyr udspringer sjældent af nøje udtænkte strategier. Langt oftere begynder de med et tilfældigt menneskemøde og en samtale, der pludselig vækker dyb resonans. En samtale, der peger én videre i uventede retninger. Der kan vise sig at begyndelsen på nye eventyr, hvis man tør udforske dem. Det er også sådan historien om The Concopian Chamber of Wonders' vej til hovedbiblioteket i Washington DC begynder.

Lige siden jeg delte de store nyheder om, at The Concopian Chamber of Wonders skal udstilles på hovedbiblioteket i Washington DC til efteråret, er der ét spørgsmål, jeg er blevet stillet igen og igen:

”Hvordan i alverden er det dog kommet i stand?”

Og jeg elsker simpelthen at svare, at det er resultatet af en lang række vidunderlige samtaler og menneskemøder gennem de senere år. Kombineret med en masse borgerlyst, virketrang og længsel efter at bidrage, hvor vi hver især kan på begge sider af Atlanten.

For det er ikke et led i en stor satsning eller nøje udtænkt strategi. Ikke nogle store organisationer, der fusionerer deres tanke- og handlekraft. Det er mest af alt – som Meaghan O’Connor, der er Director of Service Design & Engagement på DC Public Libraries – fortæller i denne lille video, resultatet af at både hun og jeg gennem årene har rakt vores tentakler ud og forbundet os med hinanden. Strakt os lidt længere end nødvendigt og forventet var i en lang række situationer, hvor det nemmeste havde været bare at lade være:

Meaghan og jeg mødtes første gang til den fabelagtige biblioteksbiennale NEXT Library, hvor DOKK1 i Aarhus samler visionære bibliotekschefer, demokratientusiaster og folkeoplysningsaficionados til vanvittigt inspirerende udforskninger af bibliotekernes rolle i fremtiden. Vi var i samme gruppe til den allerførste workshop. Og vi svingede rigtig godt fra første øjeblik. Hun fortalte så mange spændende, vigtige ting om de offentlige bibliotekers rolle i USA – og jeg fortalte, hvordan de danske biblioteker var blandt de allerførste der tog ideen om Samtalesaloner op, dengang Andreas Lloyd og jeg først introducerede dem, og at bibliotekerne virkelig har bidraget til at sprede vores salonteknikker rundt om i landet i en grad, vi aldrig selv havde formået. Og lige dér startede det, der sidenhen har udviklet sig til en årelang samtale…

Næste morgen svingede jeg – Aarhustraditionen tro – forbi den skønne cafe La Cabra. Og jeg havde egentlig glædet mig til at nyde en stille morgenbakke i ro og mag, inden dagens intense program. Men da jeg så Meaghan sidde dér også, spurgte jeg, om jeg måtte sætte mig dér. Selvfølgelig, sagde hun på den dér måde kun amerikanere kan sige ”Of course” på. Og så fortsatte vi samtalen – nu med den helt anden ro, der opstår, når man blot er to.

Resten af festivalen faldt vi i snak igen og igen. Nogle gange flygtigt. Andre gange i større grupper. Indimellem helt fokuseret igen. Og da NEXT-deltagerne spredtes for alle vinde og verdenshjørner, forbandt vi os på diverse sociale mediekanaler.

Samme efterår udgav vi Concopia Cards og sammen med den grafiske designer Jan Rasmussen og møbeldesigneren Henriette Melchiorsen bryggede jeg på ideen om at den udstilling med gigantiske Concopia Cards, vi i dag kender som The Concopian Chamber of Wonders.

Jeg kunne ikke forestille mig et bedre sted at opstille den første gang end under NEXT Library 2025, så jeg tog fat i Marie Østergaard og hendes fabelagtige team på Aarhus Bibliotekerne, for at vende mulighederne. Dén greb de straks: Udstillingen fik en prominent plads med den smukkeste udsigt over Aarhusbugten, jeg holdt en Concopia Salon under NEXT, Concopia Cards blev gaven til alle keynote speakers og alle deltagerne fik et Concopia-kort i deres mulepose, som en invitation til at udforske wunderkammeret i løbet af festivalen.  

Desværre kunne Meaghan ikke være med det år. Men jeg havde nogle virkelig gode samtaler med mange af de andre amerikanske festivalgæster – der flere gange fik mig til at spørge mig selv: ”What’s mine to do?” Hvordan kan jeg bruge alt det, jeg har lært om samtalens anatomi gennem de seneste 15 års udforskninger og eksperimenter, til at sætte gang i nogle af de vigtige og virkelig tiltrængte samtaler i USA lige nu. Og hver gang jeg talte med amerikanerne om det, svarede de variationer over temaet: ”Bring the The Concopian Chamber of Wonders to the US. This is exactly what we need right now.”

Senere samme sommer tikkede der en bestilling på en æske Concopia Cards ind fra Meaghan O’Connor. Det viste sig, at Shamichael Hallman – a passionate advocate for civic health, social impact, and community transformation – en af hovedtalerne fra NEXT 2025, som jeg havde haft en virkelig spændende samtale med– havde fortalt hende om det.

Jeg genkendte selvfølgelig navnet, så jeg sendte en lille personlig hilsen med i pakken og tilføjede en passant, at jeg drømte om at bringe udstillingen til USA. Men jeg forestillede mig ærligt talt ikke, at det var noget, hun ville følge op på.  

Men dét gjorde hun: Få dage senere blev jeg inviteret til videomøde Meaghan og Washington-bibliotekernes udstillingschef. Jeg loggede på mødet i den tro, at vi mest bare skulle tale løst om mulighederne. Men de var allerede helt klar til at tale om datoer. Og derfra rullede den…

… Vi allierede os med de gode folk fra DOKK1, så vi kan stille et dansk drømmehold for at arrangere design- og demokratilaboratorier i åbningsugen.
 
… Vi fik støtte fra Udenrigsministeriet og Kulturministeriets fælles pulje for kulturelt diplomati.
 
… Vi fik bygget et nyt sæt træstativer til udstillingen i Washington. Også her mærkede jeg værdien af livslange venskaber. For jeg spurgte min ven Paul, som jeg mødte på en sprogskole i Frankrig da jeg gik i gymnasiet, om han kendte en god, lokal snedker. Han anbefalede Oleg Didenko, som jeg pudsigt nok havde mødt 25 år tidligere, fordi jeg deltog i velkomstfesten, da han flyttede fra Rusland til sin amerikanske kæreste, der er veninde med Pauls kone Sharen.  

Meaghan og hendes mand hentede mig i lufthavnen, da jeg ankom med alle tekstilerne til udstillingen pakket i to kæmpe tasker. De inviterede mig på den skønneste velkomstmiddag, hvor vi blev helt høje af at opdage, at der blev ved at være nye dybder at udforske, hver gang vi klikker på hinandens indre ”læs mere-knapper”. Og tidligt næste morgen mødtes vi med udstillingsafdelingen for at sætte The Concopian Chamber of Wonders op i mindre fragtementer på fire lokale biblioteker – og selvom Meaghan på ingen måde havde behøvet at deltage i denne meget praktiske dag, er det så karakterisk for hende, at hun havde afsat dagen til at køre med rundt på kryds og tværs af byen og sprang rundt for at hjælpe med at stille det hele op. Og udover at det var hyggeligt og sjovt for os på opstillingsholdet, var det også tydeligt, hvor meget lederne på lokalbibliotekerne satte pris på hendes tilstedevær og nærvær. Og resten af mit ophold derovre havde vi så mange spændende møder om alt det, der skal ske til efteråret – og deltog sammen i forskellige udstillingsåbninger rundt om i D.C. Simpelthen så hyggeligt, lærerigt og sjovt.

Når jeg kigger tilbage på hele det forløb er, understreger det i dén grad værdien af at være nærværende og til stede i sine menneskemøder:

- Både Meaghan og jeg kunne snildt have undladt at bidrage til gruppesamtalen i den allerførste workshop. Men i stedet deltog vi begge aktivt i samtalen, og havde derfor let ved at genkende hinanden, da vi tilfældigt mødtes på La Cabra næste morgen.
- Også dér havde det nemmeste været at kigge ned i vores telefoner og koncentrere os om vores morgenmad i stedet for at række ud efter hinanden.
- Lige så meget som man kan vende øjne over de sociale medier, kan man også glæde sig over, at de giver os mulighed for at videreudvikle vores relationer efter de mange ofte skønne, men meget sporadiske menneskemøder på konferencer og i workshops, der tidligere gik i glemmebogen.  
- Min samtale med Shamichael Hallman om ”What’s mine to do?” inspirerede ham til at tale med Meaghan om Concopia.
- Hvis jeg havde udliciteret forsendelsen af Concopia Cards til et pakkefirma, ville jeg ikke have genkendt Meaghans navn på bestillingslisten og havde ikke lige skrevet den lille hilsen om, at vi drømte om at bringe udstillingen til USA.
- Hvis ikke Meaghan havde været den initiativrige, handlekraftige sjæl hun er, ville hun næppe have grebet muligheden og straks sat mødet op med udstillingschefen…

Og sådan kunne jeg have fortsat listen nærmest i det uendelige. For det hele begynder selvfølgelig meget længe før. Jeg kunne også have startet fortællingen med det møde for snart 15 år siden, hvor jeg først mødte Marie Østergaard til en ’forstyrrelsessamtale’ om indretningen af DOKK1… eller dengang 3 japanere i en hotellobby tilfældigt fortalte mig, at NEXT Library fandtes… eller… eller…eller… For det hele bygger på menneskemøde efter menneskemøde. Samtale på samtale.

Der nu kulminerer i, at vi til september stiller The Concopian Chamber of Wonders op på Martin Luther King Jr. Memorial Library midt i Washington DC. For at skabe de optimale rammer for netop det. Menneskemøder og samtaler, der gør en forskel.