Opblomstringsalderen

Nu hvor jeg selv står midt i den alder, man ofte kalder panikalderen, har jeg opdaget, at der er noget, jeg tidligere fuldstændig har misforstået: Mange af de vilde beslutninger vi midaldrende træffer, er slet ikke udtryk for ’midtlivskriser’. De er udtryk for, at friheden og modet midt i livet begynder at fylde meget mere end frygten. Så man tør udleve sine drømme og tillade sig selv at stå i fuldt flor.  

På sin 54-års fødselsdag dyppede min livslange rejsekammerat Eden sit ene cykelhjul i Stillehavet, inden hun påbegyndte den cykeltur på tværs af USA, hun altid har drømt om. Hele hendes omgangskreds hepper fra sidelinjen, mens vi åndeløst følger hende bestige bjergpas, overnatte i ingenmandsland med nysgerrige bjørne som eneste selskab, pludselig ligge syg i et par dage på et øde motel, komme til hægterne igen og møde fantastiske mennesker på sin vej. Inden hun efter planen dypper det andet cykelhjul i Atlanterhavet om et par måneder.

Samme uge var jeg på udflugt med min brillante ven Paul, der fortalte, at han havde opsagt sit drømmejob, efter i mange år at have besiddet en af USAs allermest eftertragtede forskerstillinger. Fordi han fremover gerne vil kunne fordybe sig mere i de projekter, der optager ham allermest. På sine egne præmisser, på sin egen måde. Det var også i de dage, at min veninde Lene blev færdiguddannet som pædagog, efter hun for nogle år siden kvittede sit højtbetalte konsulentjob, og i dag arbejder i en skovbørnehave, hvor Danmarks heldigste børnehavebørn nu får glæde af al hendes kreativitet.   

Alle de store nyheder nåede mit 52-årige øre, mens jeg selv befandt mig i Washington D.C. ved begyndelsen af et nyt stort eventyr: Midt i forberedelserne til opstillingen af The Concopian Chamber of Wonders på Washingtons hovedbibliotek i efteråret.  

Fra fokus på, hvad man drømmer om at blive til fokus på, hvem man egentlig er

Og det fik mig til at tænke på, hvor misvisende det er, at man typisk omtaler den livsfase, jeg befinder mig i lige nu, for panikalderen. For i virkeligheden oplever jeg den mest af alt som en opblomstringsalder.

For når man pludselig selv står midt i det i stedet for at betragte det på afstand, kan man tydeligt se, at det man eller lidt hånligt kalder midtvejskriser, ofte er et udtryk for noget virkelig smukt og vigtigt: At man endelig har forstået dybden i Memento Mori – bevidstheden om, at man også selv skal dø – og nu tør træffe en række langt mere modige livsvalg for at få mest muligt ud af livet, mens man stadig lever.   

Det føles på mange måder som en ny ungdom, hvor mange igen kan leve et friere liv. Men i modsætning til den første ungdoms økonomiske begrænsninger og frygt for at falde ved siden af normen, er denne anden ungdom præget af et større økonomisk råderum, en rygsæk fuld af viden, livserfaringer – og den særlige form for mod, der udspringer af modenhed. At man hviler meget mere i sig selv, har omfavnet sine egne pudsigheder og ikke længere lader sig begrænse af, hvad andre mon tænker.

En efter en lander vi langt mere i os selv

Samtidig har vi nået en alder, hvor alle har fået nogle klædelige ridser i lakken. I en alder af ca. 50 har de færreste kunnet undgå at opleve dødsfald blandt de nærmeste. Mange har selv været alvorligt syge eller har med gru set selv de stærkeste falde om af enten stress, uheld, misbrug eller alvorlig sygdom. Man mærker både krop og sind forandre sig, og bliver bedre til at prioritere, hvad man skal bruge kræfterne på. Hvis vores forældre stadig lever, er de nu så gamle, at man bliver smertefuldt mindet om, at man hverken kan tage sin førlighed eller sine kognitive evner for givet. Livet, karrieren og kærligheden har nået at tage temmelig mange uventede drejninger. Det samme har både boligmarkedet, moden, kostrådene, den teknologiske udvikling, klimaet og verdenssituationen.

For de fleste har udfordringerne bidraget til en dybere livsvisdom. Nye tentakler, der kan hjælpe en til at forbinde sig med andre på nogle meget dybere planer, end de fleste har oplevet tidligere i livet.

Det er også derfor, mange af os pludselig oplever at få ekstremt nære nye venskaber sent i livet – fordi vi møder hinanden som dem, vi er nu. Landet langt mere i dem, vi egentlig er. Med dybere forståelse for, at andre er helt anderledes end os selv. Ikke så bange for at tale om alt det svære. Og samtidig med en glubende appetit på at høre om alt det, vi hver især har oplevet, lært, tænkt og erfaret i løbet af vores efterhånden lange liv.

Samtidig er det de midaldrendes særlige privilegium, både at have nære venner, der er betragteligt yngre end en selv og betragteligt ældre end en selv. Så man automatisk ser samfundet gennem et meget bredt spektrum af forskellige livsfasers forskellige behov og interesser.

Mens jeg har tygget på denne tekst, er jeg blevet overrasket over at opdage, at ordet otium tidligere ikke var knyttet til en bestemt livsfase, men dækkede over de perioder i livet, hvor man havde frihed for sine pligter og kunne hellige sig fordybelsen. Uanset hvilken alder man havde. Mens de fleste i dag forbinder begrebet med den frie tid efter arbejdslivets afslutning.

Jo ældre jeg bliver, jo mere giver det mening at unde sig selv denne form for åbne perioder flere gange i livets løb. Tillade sig selv lange tænkepauser mellem jobs, kærester, boliger, rejser i stedet for bare at springe direkte videre til det næste, uden at tage sig tiden til at mærke rigtig grundigt efter og finde ud af, hvem man er nu. Og hvordan man bedst kan skrue sin tilværelse sammen ud fra det. Vel vidende, at det med stor sandsynlighed skal justeres igen og igen i livets løb.

Tak til Pernille Lützhøft og Pernille Melsted for at pege fremad

Disse tanker er i høj grad inspireret af hele to Perniller. Pernille Lützhøft udforsker, hvordan de traditionelle livsfaser er under forandring. At man i dag kan skifte spor, karriere, boliger og partnere mange gange gennem livet, der for manges vedkommende både bliver længere og med bedre helbred oppe i alderen, end man turde drømme om for et par generationer siden. Det betyder også, at vi med fordel kan indrette vores arbejdsliv anderledes, så man flere gange i karrierens løb tager længere pauser, hvor man genopfinder sig selv. Pernille Melsted arbejder med en nutidig udgave af Jungs Lebenswende-begreb. Jeg hørte hende engang omtale overgangsalderen som en slags ’atrium’, et indre rum, hvor man giver sit indre selv de bedst mulige vækstbetingelser.

I begge tilfælde er det en befriende tankegang, for os, der står midt i et lebenswende lige nu. Men jeg synes, det er mest lige så relevant for de helt unge, fordi det kan være med til at tage presset af de unges frygt for at træffe de forkerte valg tidligt i livet. Fordi der er mulighed for at ændre på selv de mest afgørende beslutninger mange gange i livets løb.

Så de markante livsvalg behøver langtfra være begrænset til den alder, jeg har lige nu. Det kan nå at ske flere gange både tidligere og senere i livet. Men for dem, der har fået børn, er det ikke tilfældigt, at det typisk sker, når børnene flyver fra reden, og man pludselig ikke længere har de samme praktiske og økonomiske forpligtelser, der har præget ens beslutninger gennem mange år.  

Glæden ved at se mine forældre blomstre

Jeg havde selv nogle stærke forbilleder i min mor og far, der ’flyttede hjemmefra’ samtidig med min bror og mig. Først til Moskva og siden til Beijing, hvor min far var landbrugsråd på ambassaderne. Som unge voksne var det ikke alene et kæmpe privilegium for min bror og mig at lære Rusland og Kina så godt at kende – det var også ekstremt livsbekræftende at se vores forældre blomstre så meget op, og en fornøjelse, at de havde mindst lige så meget nyt og spændende at fortælle, som vi havde. Og det skabte de perfekte rammer for os som familie efter vi var flyttet hjemmefra, at vi fik så mange nye oplevelser sammen. 

Nu har jeg cirka den samme alder, som mine forældre havde, da de flyttede til udlandet – og for min generation af midaldrende er der ret pludselig sket noget, der betyder, at man ikke behøver flytte om på den anden side af kloden for at udleve og opleve helt nye sider af sig selv og tilværelsen. For netop som vi har nået denne livsfase, bliver vi mødt af AI’s hastige udvikling, der på godt og ondt ansporer os til at genopfinde os selv. Timingen er heldig for min generation: Vi er stadig unge nok til at kaste os nysgerrigt ud i at se, hvordan det – med masser af sund skepsis – kan bruges som raketmotor, når vi gerne vil lære nyt. Og samtidig er vi så gamle, at vi på den hårde måde selv har måttet knokle, lære, læse, erkende og erfare os frem til alt det, der i dag udgør vores fagligheder og personligheder. Vi ved, hvad det vil sige at øve sig, har fejlet massevis af gange. Vi har selv foretaget tonsvis af mellemregninger. Og vi nærmer os en alder, hvor vi med ro i sindet tør være let excentriske og øse af vores vid.

Fra tabsfortælling til taknemmelighed

Så mens de offentlige lydspor ofte fokuserer på det at blive ældre som en tabsfortælling, oplever jeg 7-9-13, at der virkelig er meget at vinde og glæde sig over. Det er sjældent udtryk for panik og midtlivskrise, når så overraskende mange pludselig springer ud på det dybe. Det er en frigørelse fra konventionerne og omgivelsernes forventninger. En taknemmelighed over stadig at være i live. En forpligtelse til at få det bedst mulige ud af tilværelsen. Og dermed en tiltrængt tilladelse til at være vild med vilje. En lyst til at folde sig ud i fuldt, farverigt flor. Det er en opblomstringsalder.