Hvad genererer sindet selv, når vi slukker for input udefra?

Et af de absolutte højdepunkter på min nylige rejse til Sydkorea var de fire dages Templestay på Seonunsa-templet, der ligger i den smukkeste nationalpark.  

Jeg var egentlig i Korea for at deltage i den sprudlende biblioteksfestival NEXT Library, hvor jeg skulle holde en Concopia-salon og hænge ud sammen med nogle af de festligste og mest inspirerende mennesker, jeg kender: De sejeste bibliotekschefer og folkeoplysningsaficionados fra hele verden.

Længslen efter den indre ro
Men mens jeg planlagde min tur, blev jeg meget draget af muligheden for at udvide rejsen med et ”Templestay”. Både fordi jeg på mine rejser har besøgt mange buddhistiske templer – især mens mine forældre boede seks år i Beijing – og altid har længtes efter at have bedre tid til at falde ind i rytmen. Og fordi jeg dybest set altid længes tilbage til den dybe indre ro, jeg fandt, da jeg i starten af tyverne lærte Vipassana-meditation i Indien. I de 10 dage kurset varede, var jeg helt afskåret fra input udefra. Jeg måtte hverken tale, læse, skrive eller se de andre deltagere i øjnene.  

Det er snart 30 år siden, så det var længe inden internettet, mobiltelefonerne og de sociale medier for alvor begyndte at konkurrere om vores opmærksomhed. Allerede dengang var det vildt tankevækkende at opleve, hvad der blev tilbage – og opstod af sig selv – når jeg skrællede alverdens input og distraktioner fra. Og mens verden og teknologien har forandret sig med lynets hast omkring mig, er jeg blevet stadig mere nysgerrig efter at udforske, hvad der ville ske, hvis jeg i dag var helt frakoblet i et par dage. Hvad ville der opstå i mit overstimulerede sind, hvis jeg pludselig skar alle stimulanserne væk?   

Fra Seoul til Seonansa
På Templestay.com var det nemt at få et overblik over mulighederne for et tempelophold på dage, der passede for mig – og så var udfordringen egentlig mest at finde et sted, hvor jeg kunne være lidt længere tid end den typiske ene overnatning og at finde et tempel, der lå i et smukt naturområde uden at være en del af backpackernes ”Bananapancake-trail”.

Så efter de første to helt vidunderlige dage i højteknologiske, pulserende, eklektiske Seoul, pakkede jeg min lille rygsæk, afleverede min store taske med Concopia-materialer og konferencetøj på hotellet – og sprang ombord på en lokal bus, der satte mig af i en lille by tæt på templet.

Ved ankomsten fik jeg udleveret en lilla uniform, jeg skulle have på under hele opholdet, så alle kunne se, at jeg for en stund var en del af templets daglige rytme. Jeg fik et grundkursus i tempel-etikette og lærte for eksempel, hvordan jeg skulle hilse på munkene, opføre mig under chanting i den store Buddha Hall, rydde op efter mig i spisesalen og overholde ”noble silence”. Og blev installeret i et fint enkeltværelse med eget badeværelse. Markant bedre end det, jeg mentalt havde indstillet mig på.   

Selve tavsheden var ikke svær for mig at overholde. Dels fordi jeg er vant til lange perioders tavshed fra livet i skoven og holder meget af det. Dels fordi der faktisk ikke rigtigt var nogen andre, jeg kunne tale med.

Uventet udfordring: Der var WiFi overalt
Men der viste sig hurtigt at være en anden overraskende udfordring: Jeg vidste godt, at de koreanske Templestays ville være meget mindre strikse end det Vipassana-kursus, der er min indre målestok for ”silent retreats”. Men jeg gav alligevel et gib i mig, da Templestay-koordinatoren glædesstrålende bedyrede, at de havde WiFi; opfordrede mig til at bruge min telefon som vækkeur, så jeg kunne være klar til morgenchanting klokken 4 – og flere gange spurgte, om ikke hun måtte se nogle af billederne på min telefon.  

Det efterlod mig i et dilemma. For da det kom til stykket, var det mest af alt telefonen og dens konstante, uforudsigelige forstyrrelser, jeg længtes efter en tvungen pause fra. Så det var en markant og uventet streg i regningen, at opholdet var lagt an på, at jeg alligevel holdt telefonen åben.

Inden jeg ankom til templet, havde jeg gjort meget ud af at informere mine nærmeste om, at jeg ville være umulig at få fat på i flere dage. Og det havde virkelig heller ikke været nemt at trække stikket fra et stort udviklingsprojekt, der skulle have været færdigt for flere måneder siden, så det ikke ville være kollideret med mine rejser. Men det var blevet meget forsinket, og selvfølgelig spidsede det til med behov for en masse godkendelser og sidste-øjeblik-rettelser netop i de dage.

Så det nemmeste i hele verden havde været at sige ”OK, hvis der alligevel er WiFi, og jeg gerne må være på nettet, så kan jeg da godt lige tjekke ind et par gange om dagen.”

Men jeg vidste også, at hvis jeg først tjekkede ind, så ville mit ophold på templet bare ende med at føles som et helt almindeligt hotelophold i smukke omgivelser. Frustrationerne over det kuldsejlede projekt, de potentielle svarmuligheder og løsningsforslagene ville fylde alle mine tanker. Den indre ro, jeg længtes efter, ville rinde ud mellem hænderne på mig.   

Mit selvbestaltede dogme blev at holde telefonen på flyfunktion i de fire dage, jeg alt i alt var på templet. Så jeg kunne bruge vækkeuret, kameraet og lygten – men fuldstændig afholdt mig fra at være i kontakt med omverdenen. For jeg vidste, at det ville spolere meget af magien, hvis jeg kom til at åbne en eneste gang. Fordi det tager lang tid, før sindet falder til ro, hvis bare man dypper så meget som en storetå i strømmen.

Når nu jeg alligevel var i gang med at lave mine egne dogmer, besluttede jeg, at jeg gerne måtte tegne i min skitsebog. Jeg måtte også¨læse i min bog – Mørkemanifestet af Johan Eklöf – hvis pointer om at omfavne mørket og undgå lysforurening passede rigtig godt til den sindsstemning, jeg gerne ville være i. Dens pointer fik virkelig lov at folde sig ud, fordi det var det eneste, jeg forholdt mig til i de fire dage. Men magasinerne lod jeg ligge i rygsækken.

Hvad bobler frem i sindet, når jeg ikke får input udefra?
Jeg fik tænkt mange gode tanker i de dage. Indimellem fik jeg også nogle vanvittigt irriterende sange på hjernen, der var næsten umulige at komme af med, fordi jeg ikke kunne ”flytte pick-up’en” med andre bedre sange. Men mest af alt fik jeg tænkt. Det var ikke fordi jeg fik nogle af mine helt store heureka-erkendelser undervejs. Det mest interessante var faktisk at se, hvem og hvad der dukkede frem fra mindernes juvelskrin, når der ikke var nogen udefrakommende triggere til at fremkalde dem.

For det var i virkeligheden nok det, der adskilte netop de fire dage allermest fra resten af mit liv. At der ikke kom noget input udefra. At alt, hvad jeg tænkte i de dage, var ting, der boblede op indefra.

Det har jeg virkelig tænkt meget over siden. For selvom jeg er så privilegeret at leve store dele af mit liv i selvvalgt tavshed, så er min dagligdag alligevel præget af nærmest konstant input.

Selvom jeg er en af de få, der sjældent har hørebøffer på under transport eller i det offentlige rum, sluger jeg ikke desto mindre timevis af podcasts og lydbøger, mens jeg laver mad, rydder op, lægger puslespil, sysler og falder i søvn. Jeg binger gladelig masser af serier – og efterhånden ser jeg ikke længere bare selve programmet. Hvis jeg for eksempel følger med i Hotel Romantik, følger jeg gerne op med hele to radioprogrammer, hvor værterne, medvirkende og udvalgte gæster analyserer og diskuterer det aktuelle afsnit. Jeg synes, det er sjovt, spændende og lærerigt, fordi jeg får mulighed for at spejle mine egne overvejelser i deres udlægninger af programmet. Men alt for ofte har jeg ikke engang rigtigt nået at få tænkt mine egne tanker til ende, før jeg lytter til deres. For når jeg først har hørt andres tanker, bliver der ikke helt samme plads til mine egne. Lidt ligesom når teaterpublikummet i pausen vurderer og analyserer så ivrigt, at jeg bliver revet ud af min egen forestillingsevne, og alt hvad der sker efter pausen, derfor sjældent bliver helt lige så gribende.

Mange gange i døgnet åbner jeg for diverse sociale mediekanaler, hvor det er fuldstændig uforudsigeligt, hvem og hvad jeg nu skal forholde mig til. Og i hvilken rækkefølge. Jeg åbner fordi det trods alt stadig ofte er inspirerende, rørende og lærerigt. Dejligt at fornemme menneskene omkring mig, og følge med i, hvad de tænker, udvikler, skaber og oplever. Men alt for ofte bliver denne glæde opbrudt af nyheder om den brændende verden eller opslag med de mest forfærdelige udgydelser. Jeg vil gerne følge med, holde mig orienteret og gøre, hvad jeg kan, for at bidrage til fordel for det fælles bedste. Men jeg vil gerne have lov at opsøge de andre perspektiver selv, i stedet for at lade mit forsvarsløse sind blive bombarderet med indtryk på alle kanaler.

Jeg finder stor fornøjelse i at eksperimentere med forskellige former for AI. Men det driver mig til vanvid, når vi oversvømmer hinanden med de overfladiske kortformer og punktopstillinger, uden først selv at have formet vores egne tanker og ideer. Fordi det kræver en helt ufattelig selvdisciplin at fortsætte sine egne lange, komplekse, besværlige tankerækker, når det nemme, hurtige, lettilgængelige svar så nemt kan blive genereret for en.    

Det udfordrer selvdisciplinen, når man selv beslutter dogmerne
Det tankevækkende er, at det krævede meget mere selvdisciplin at lade være med at åbne for strømmen, når nu det var mig selv, der besluttede det. Det havde været så meget nemmere, hvis det bare havde været reglen, og telefonen var blevet låst inde i et skab, sådan som jeg havde regnet med, at det var, da jeg ankom.  

Men det fungerede faktisk virkelig godt. Lige i begyndelsen kom mine fingre til at lave nogle abstinenslignende spasmer, hvor jeg åbnede telefonen, nærmest uden at tænke over det. Kun for at blive mindet om, at den jo var på flytilstand og bare skulle hurtigst muligt ned i lommen igen. Men det fortog sig meget hurtigt. Og tilbage var de uforstyrrede, lange tankerækker, der slyngede sig ind og ud mellem hinanden. Præcis som jeg havde længtes efter.

Derfra gled dagene med gode, enkle rytmer:

·      Vågne klokken fire og gå i det dybe mørke langs floden ned til den store Buddhahall.

·      Deltage i den underskønne morgenchanting.

·      Spise morgenmad.

·      Gå en lang tur i bjergene gennem den kølige, disede morgens fuldstændig magiske stilhed.

·      Spise frokost.

·      Meditere i den lille pavillon. Slumre, meditere, tegne og læse.

·      Gå en ekstra tur, når solen ikke længere stod allerhøjest på himmelen.

·      Spise aftensmad.

·      Deltage i aftenchanting.

·      Sove indtil klokken slog fire.

Tempelmadens daglige rytme
De tre daglige måltider var ikke bare måltider. Jeg elsker at lave mad og har været nysgerrig efter at lære mere om koreansk tempelmad, siden tempelkokken Venerable Sunjae optrådte i Netflix-hittet Culinary Classwars.

Allerede på min første dag i Seoul havde jeg deltaget i et madlavningskursus på The Temple Food Centre, hvor jeg blev introduceret til tempelmadens grundbegreber og -ingredienser. Her lærte jeg blandt andet at lave pandekager af hestehovsblade og agernmel. 

Under opholdet på Seonunsa var tempelmaden en naturlig del af dagsrytmen. Jeg var vildt imponeret over de to kokke, der tre gange om dagen havde mad klar til over 50 personer. Den veganske mad bekom mig godt. Og jeg blev meget rørt, da en af kokkene på min sidste dag, flyttede sig fra sin egen plads ved kokkenes lille bord, til pladsen overfor mig, hvor hun viste mig, hvordan jeg kunne lave små fyldte salatbladspakker og trak nogle bokse frem med syltede agern og lotusrødder, der ellers aldrig optrådte på buffeten. Vi kunne ikke tale sammen – både på grund af ”the noble silence” og fordi vi ikke havde noget fælles sprog. Men alligevel tog hun mig under vingerne og gav mig denne særlige lille mesterlære-oplevelse. Og det bragte mindelser om den ordløse forbundethed, jeg havde oplevet under Vipassanakurset for snart 30 år siden. At jeg under selve meditationen havde følt mig dybt forbundet med nogle af de andre kvinder omkring mig, men at vi ikke havde kunnet tale sammen, da vi endelig fik muligheden. Fordi vi ikke havde noget fælles sprog. Det lærte mig dengang meget om, hvor meget vores sjæle kan forbinde sig med hinanden under tavsheden. På nogle planer vi slet ikke er i stand til at høre, når sprogbarriererne larmer eller fornemme, når vi overfokuserer på udseende, mimik og gestik. Nogle helt subtile forbindelser, vi næsten aldrig er i stand til at opdage.

At gøde grobunden for vores egne tanker og iderigdom
Jeg ved godt, at det er mig selv, der åbner for strømmen, og at jeg jo bare kunne lade være, hvis det frustrerer mig så meget. Men det svarer i en nøddeskal til dilemmaet, da det gik op for mig, at der var WiFi, og at det var tilladt at benytte det lige så tosset jeg ville under mit Templestay: Telefonen, internettet og AI rummer en masse funktioner, der i det moderne liv er virkelig svære at styre helt udenom – og hvis først man åbner for strømmen, er det næsten umuligt at sortere forstyrrelserne fra.

Så det var faktisk det, jeg primært tænkte over under opholdet: Hvor vigtigt det er, at vi fastholder selv at tænke, vende og dreje tanker, før vi lader os oversvømme af andres input. Uanset hvor godt, vigtigt og kvalificeret det er. Vi er nødt til at gøde vores egne tankers grobund, før vi lader os påvirke af alt det andet.

Jeg elsker at lade mig inspirere af andres tanker og ideer. Få nuanceret mine egne synspunkter ved at høre om andres perspektiver. Være i mesterlære hos dem, der ved og kan meget mere end mig. Det vil jeg virkelig nødig være foruden.

Men under mit ophold på Seonunsa-templet blev jeg virkelig opmærksom på, hvor truet vores egen tankevirksomhed og iderigdom er. Hvis vi aldrig tillader os selv tilstrækkeligt pauser i inputtet og inspirationen, hvornår er det så nogensinde, vi skal marinere alt stoffet og udfolde vores egne tanker?