Om min fine ven andreas. Og om alt det fuldstændige fantastiske, der kan opstå i rigtig gode samarbejder. Og venskaber.

Min fine ven Andreas Lloyd er ved at dø af en sjælden form for kræft. Det er selvfølgelig en stor sorg for hans familie og kolossale vennekreds. For mig har det desuden sat gang i en masse tanker om betydningen af nære samarbejdspartnere, og alle de aftryk, de formår at sætte i vores sind.
 
For Andreas er ikke alene min ven. Han er også medstifteren af Samfundslaboratoriet Borgerlyst og Samtalesaloner. Så i en eksplosivt inspirerende periode fra 2010 til 2015 havde vi et meget nært samarbejde præget at dybe samtaler, iderigdom og vilde eksperimenter. En ubesværet vekselvirkning mellem de helt store verdensvendte perspektiver og de små nære forandringer, vi prøve at skabe. Mellem vildt eksperimenterende ideer og meget konkrete handlinger. Mellem meget dyb teoridannelse og legende lethed.

Da jeg først fik ideen til det, vi senere sammen udviklede til Samfundslaboratoriet Borgerlyst og Samtalesaloner, blev Andreas hurtigt min ’Second Guy Dancing’ – et begreb hentet fra Derek Sivers’ geniale TED-talk ”How to start a movement” in 3 minutes.

”Det dér vil jeg gerne udvikle sammen med dig,” sagde Andreas, da jeg første gang tøvende fortalte om min længsel efter at gøre det sjovere, nemmere og mere spontant at bruge sin handlekraft i hverdagen.

Og som med et trylleslag gik jeg fra at skamme mig over, at jeg tilsyneladende var den eneste, der var faldet gennem det danske frivillig-forenings-og-fonds-univers, til at have en entusiastisk dansepartner i Andreas. Sammen kastede vi os frygtløst ud på dansegulvet, og så snart vi havde åbnet ballet, viste det sig, at mange andre genkendte vores længsel efter at nytænke civilsamfundet og samtalekulturen – og vi var helt overvældede over, hvor mange der begyndte at danse med.  

I begyndelsen var det dog lige ved at gå galt. For selvom jeg elsker at læse, får jeg det desværre sjældent gjort. Andreas, derimod, mødte altid op til vores udviklingsmøder med en ny stabel bøger, han havde læst siden sidst og virkelig syntes, jeg skulle se at få læst, så vi kunne tale om dem. Bøgerne så spændende ud. Der var ingen tvivl om, at de var relevante. Men jeg blev fuldstændig overvældet af omfanget. Jeg følte på en gang, at jeg fik lektier for, og – endnu værre –

at min intuition blev stækket, hvis jeg ikke kunne udtale mig noget eller sætte eksperimenter i gang, før jeg havde læst, hvad alle andre havde skrevet, sagt og tænkt om demokrati og borgerengagement. Så bogstablen hobede sig op mellem os.

Samtidig ville jeg egentlig bare gerne i gang med at blogge, trykprøve vores ideer i praksis og lære af de eksperimenter, vi selv satte i søen. Jeg ventede utålmodigt på, at Andreas kom lidt mere ud af starthullerne, for nu hvor vi var fælles om vores nye Borgerlyst-blog, syntes jeg, vores indlæg skulle være nogenlunde ligeligt fordelt. Jeg var bange for at komme til at dominere for meget, hvis jeg delte alt det, jeg havde på hjerte. Så jeg var bange for at brænde inde med så meget, at jeg brændte ud, før vi var kommet i gang.   

Lige dér kunne det være stoppet. Men heldigvis fik vi talt om det – og løsningerne lå meget lige for:

Det viste sig, at Andreas slet ikke bekymrede sig om den ulige fordeling på bloggen. Han var glad for, at jeg tog det store træk på Borgerlysts mere udadvendte aktiviteter, så han syntes bare, jeg skulle give den fuld gas. Og med hensyn til ’lektierne’ viste det sig at fungere helt vildt godt, at Andreas fortsatte med at læse og læse og læse, udkrystallisere pointerne på den måde, han gør så fuldstændig fænomenalt, og bringe dem ind i vores fælles udviklingsrum.

Sådan lærte jeg blandt ufatteligt meget andet om Joël de Rosnays geniale ide om makroskoper, der kan hjælpe os med at se forbindelserne mellem vores egne små hverdagshandlinger og de helt store perspektiver. Vores bærende metaforer om borgerlystens og projekters årstidscyklus udsprang af et kursus om permakultur, Andreas havde deltaget i. Og vores eksperimenterende bundede i Andreas’ speciale om Open Source-softwarebevægelsen, hvor man udgiver nye ideer i ’beta’, end acceptabel fejltilstand, som man konstant justerer på, når man ser, hvad der virker i praksis og princippet om at dele alt, hvad vi skabte under Creative Commons-licenser, så andre kunne bygge videre på vores arbejde.

Samtidig var Andreas var meget engageret i Københavns Fødevarefællesskab, hvor han i praksis fik afprøvet en masse af sine ideer til nye former for engagement og samarbejde.

Selv havde jeg introduceret begrebet motivationsretorik i mit speciale og var meget optaget af, hvordan vi bedst styrker samtaledemokratiet mellem valg og folkeafsteminger. Som foredragsholder, udviklingskonsulent og ideudvikler færdedes jeg samtidig hjemmevant i en lang række brancher og sektorer. Så jeg havde indblik i mange forskellige fagligheders metoder, modeller – og udfordringer – og havde mulighed for at trykprøve vores spirende teorier og metoder i praksis på kryds og tværs af de mange miljøer.  

Tilsammen skabte vi et omfattende og mangefacetteret vidensbibliotek, som vi i dag kalder ’tankegodset’.

 

Folk har altid sagt, at Andreas og jeg var som nat og dag. Kaldt os bryggerhesten og cirkushesten. Grinet af, at mens Andreas talte helt ufatteligt langsomt, talte jeg ekstremt hurtigt. Men trods vores mange iøjenfaldende forskelligheder havde vi en afgørende ting til fælles:

Vi foretrækker at gøre tingene The Long, Hard, Stupid Way, som mesterkokken David Chang engang formulerede vigtigheden af at gøre sig umage med at koge en fond fra bunden fremfor at bruge bouillonterninger. Og når jeg tænker tilbage på vores samarbejde, er noget af det, der står klarest frem, glæden ved at arbejde så tæt sammen med en, der også foretræk svinkeærinderne og fordybelsen fremfor den hurtigste vej til resultatet. Vi var også begge meget optagede af at nå fra tanke til handling, så det ikke bare blev ved snakken og de gode ideer. Men åh, hvor vi nød at tage os virkelig god tid i udviklingsfasen.


Det havde vi også begge en sjælden mulighed for, fordi vi begge befandt os et sted i livet, hvor vi havde relativt få forpligtelser. Så vi behøvede ikke at bekymre os så meget om økonomi, når vi kompromisløst kastede os ud på det virkelig dybe. Tværtimod bekræftede vi hinanden i, at hvis vi ikke fejlede i vores laboratorium, var det, fordi vi ikke havde været modige nok. Hver gang vi lavede en fejl (og ja, dem har der også været virkelig mange af undervejs) eller noget gik fuldstændig anderledes end forventet, lærte Andreas mig med inspiration fra mester-cellisten Benjamin Zander, at vi i stedet for at græmme os skulle slå ud med armene og råbe ”How fascinating!”.

 

Det var også Andreas, der efter fem fantastiske år foreslog, at vi bandt en sløjfe på vores Borgerlystsamarbejde. Ikke fordi vi ikke stadig godt kunne lide hinanden og bragte alt muligt godt frem i hinanden. Men fordi vi efterhånden havde udtømt de mange ideer, vi var fælles om at være begejstrede for – og nu havde vi hver især en masse nye ideer, der trak markant i hver deres retning. Så hvis vi fortsatte sammen, ville vi hver især ende med at gå for meget kompromis.

Jeg havde ikke lyst til at afslutte det. Vi gik rundt i en skov på Falster, og Andreas sagde, at jeg bare skulle tænke på det som dengang The Beatles skiftede trommeslageren ud. Det var jo stadig The Beatles, og Borgerlyst ville stadig være Borgerlyst. ”Men du er jo netop ikke trommeslageren i The Beatles. Vi to er Lennon og McCartney”, sukkede jeg.

Set i bakspejlet havde Andreas ret, og det var modigt at afslutte noget, mens det stadig var på toppen, og dejligt, at vi kunne fejre vores fælles virke med en stor fest.  

Siden har vi begge lavet alt muligt spændende, der tydeligt har vist, hvor godt det var, at vi frit og frejdigt kunne trække videre i hver vores retning. For på hver vores måde har vi bragt det bedste af Borgerlyst videre ud i verden og ind i de nye samarbejder med andre fantastiske mennesker, som vi hver især har lært en masse af. I stedet for at slide på hinanden. Men jeg synes stadig, at  ’Lennon og McCartney’-billedet holder, for vores fælles Borgerlyst-tone opstår kun i samklangen mellem netop os to.  

For mig svarer Andreas i dag på mange måder til de livsvidner, der har kendt mig, siden jeg var barn. Der er stadig en dyb fortrolighed mellem os. Vi kender hinanden ud og ind. På godt og ondt. Og der er mange ting, jeg helst af alle vil vende med lige netop Andreas. Så selvom vi ikke ser hinanden så ofte længere, er vi stadig nære venner, og jeg havde også den store ære af at forestå vielsen, da Andreas og Sofie blev gift under trækronerne for nogle år siden.

Og når jeg tænker tilbage på alt det vi har oplevet sammen, er mange af de minder, der for alvor bringer smilet frem, også af mere privat karakter, selvom det var vores mange faglige bungyjumps, der for alvor bragte os sammen.

For Borgerlyst – og Samtalesalonerne især – bragte os landet rundt. Til utallige folkemøder. Til Færøerne, London, Helsinki, Wales… Og vi oplevede så utroligt meget sammen.

Jeg smiler ved tanken om synet af tårnhøje Andreas’ hoved, der rytmisk poppede op over menneskemasserne, da kædedansen havde ført ham langt væk fra mig under Olai-festlighederne på torvet i Torshavn.

Jeg er taknemmelig for, at Andreas i London tog mig med til en af kvækernes stille andagter. Dér lærte jeg en masse om tavshed i store forsamlinger, der siden har inspireret i arbejdet med Concopias lytterunder.

Og mest af alt tænker jeg lige nu varmt tilbage på busturen på vej hjem fra et vores første  folkemøder. Vi var trætte og tømmermandsramte ligesom alle andre i bussen. Det var dengang,  Game of Thrones lagde gaderne øde, og Andreas havde selvfølgelig for længst læst hele den omfattende bogserie, tv-serien byggede på, mens jeg som de fleste andre blot havde fået fjernsynets ret overfladiske indblik i det omfattende persongalleri. Jeg kan ikke huske præcis, hvad der triggede, at Andreas pludselig begyndte at fortælle hele forhistorien for mig. Men hele vejen fra Ystad til København udfoldede han en lang række nuancer i de forskellige hovedpersoners forhistorier. Med sin utroligt rolige stemme. I sit ufatteligt langsomme tempo. Det var som at få fortalt en uendelig godnathistorie for voksne, og jeg smeltede dybere og dybere ned i sædet. Rundt omkring mig kunne jeg bogstaveligt talt mærke, hvordan vores medpassagerer en efter en gjorde det samme. Alle andre samtaler omkring os forstummede. Jeg så naboerne lægge deres telefoner med for at lytte med. Så der opstod et meget sjældent nærvær og samvær mellem fremmede på et par rækker omkring os i bussen.

Trods alle de vilde ting, vi sammen skabte i Borgerlyst og Samtalesaloner, er det pudsigt nok den bustur, jeg synes siger allermest om Andreas: Hvordan han midt i en hastigt accelererende tid formåede at bevare sit helt rolige, grundige tempo. Læse alt det, vi andre aldrig rigtig tog os tid til at få læst, mens vi skummede overfladen. Og videreformidlede det på en måde, der fik os til at glemme alt om skærme, forstyrrelser og hastværk for en stund. Så vi bare hengav os til at lytte, lære og være.

Tak for dig, Andreas. For alt det, du har gjort, tænkt og skabt til fordel for det fælles bedste. Og for alt det, du har været for alle os, der er så heldige at følge dig tæt undervejs.   

***

Jeg anbefaler varmt at lytte til Andreas’ vildt inspirerende podcast Rodfæste. Det er det smukkeste tanketestamente til hans børn.  

Næste
Næste

Dyb Resonans MIDT I MIDTVEJSVALGET